Universets Herre

Om at være maniodepressiv


Universets Herre

Jeg jonglerer mellem to poler – en manisk, hvor jeg sprudler af kreative ideer og en depressiv, hvor jeg ligger i sengen hele dage

 

Af Kim Engelbrechtsen, journalist og maniodepressiv

 

Jeg er til fest, og borddamen stiller det obligatoriske spørgsmål: ”Og hvad laver du så?”. I et splitsekund overvejer jeg at sige, at jeg er testpilot eller krigskorrespondent. Eller måske endnu bedre: Ansat i PET og derfor ude af stand til at røbe noget om, hvad arbejdet går ud på. Til sidst vælger jeg sandheden og siger: ”Jeg har en bipolar, affektiv lidelse”. Hun ser forundret ud. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg kom fra Mars. Så jeg tilføjer: ”Det er det samme som at være maniodepressiv!” Så lyser hendes øjne op, det er noget, hun forstår, da en i hendes omgangskreds har samme sygdom.

Vi får en længere snak, og jeg fortæller hende, hvordan det er at være ved den maniske pol, hvor det hele bare kører for fuld damp, hvor jeg får en masse geniale ideer – og også nogle knapt så geniale. Hvor jeg føler mig som Universets Herre, men ofte må undskylde til højre og venstre bagefter, fordi jeg er kommet til at genere eller såre nogen. Det sker som regel, fordi jeg bliver irritabel over, at de ikke kan følge med i mit rasende tempo. Jeg fortæller også om, hvordan jeg har det, når jeg er ved den depressive pol, hvor jeg isolerer mig, slukker alle apparater og kryber i seng, og hvor bare det at gå en lille tur med hunden forekommer helt umuligt, da jeg er tappet for energi.

Jeg siger til borddamen: ”Jeg betragter mig selv som en linedanser, der skal holde balancen midt imellem de to poler. Det gør jeg ved at tage stemningsregulerende medicin og ved at benytte mig af de strategier, jeg efterhånden har lært gennem samtaler med psykiatere og andre bipolare. Jeg er blevet god til at opfange faresignalerne og agere derpå – hov, nu går det vist lidt for stærkt, sluk pc´en og gå en tur, hør klassisk musik eller meditér. Når jeg mærker en depression er på vej, sætter jeg Deep Purple eller Led Zeppelin på anlægget og tvinger mig selv til at kontakte nogen, der forstår mig. Måske tager jeg en ekstra pille”.

Ro og struktur

Mine psykiatere har sagt det masser af gange. Mine lidelsesfæller, der også er maniodepressive, siger det. Få struktur i hverdagen, ellers glider dagene ud i ét uden, at du får udrettet noget, og det vil du have det dårligt med, du vil føle dig ubrugelig. Og så er der stor risiko for, at du kryber til køjs og sover dagene væk. De har fuldkomment ret. Også i dén grad. Navnlig når man - som jeg - er førtidspensionist med masser af tid til rådighed, er det vigtigt med struktur på dagene.

I dag er jeg dybt afhængig af min Maylandkalender – jeg er så håbløst gammeldags, at jeg ikke har en smartphone og den slags hjælpemidler. Jeg sørger for, at der er noget, jeg skal foretage mig hver dag. Jeg passer godt på ikke at overfylde kalenderen med aftaler og møder, fordi jeg af bitter erfaring ved, hvor ærgerligt det er, når man så alligevel ikke får gennemført sine planer, og når man må melde afbud i tide og utide, fordi kræfterne ikke er til flere aftaler om dagen. Det sænker selvværdet at melde fra. Så hellere lave en realistisk plan for hver dag – og få succes med den.

Min dag ser typisk sådan her ud: Jeg står op samtidig med min kone, vi spiser morgenmad sammen, og jeg smører en madpakke til hende. Når hun er taget på arbejde, går jeg en tur med vores hund. Derefter sætter jeg formiddagen af til forskellige skriverier – jeg er journalist og forfatter. Klokken ét smækker jeg pc låget i for ikke at risikere at ryge op i en hypomani (en lettere form for mani)

Eftermiddagen går med almindelige huslige pligter – støvsugning, indkøb og den slags. Torsdag er der løb på programmet. Jeg løber med en gammel gymnasieven, som også er førtidspensionist. Derefter står den på hundetur nummer to og madlavning. Om aftenen hygger jeg mig med min kone. Nogle dage tager jeg en lille ”morfar” på en halv time, men i modsætning til tidligere gør jeg det med glæde og fuldt overlæg.

Hver anden mandag møder jeg andre maniodepressive i en gruppe under DepressionsForeningen, hvilket giver mig meget. Mange af dem er blevet mine venner, og vi laver diverse ting, så som picnics i Kongens Have og Hareskoven.

Lyder mine dage kedelige? Måske! Men hertil er at sige, at folk i arbejde jo har en langt mere planlagt dag, og at der faktisk også er plads til spontane handlinger i mit liv. Disse opstår typisk, når en god ven giver mig et spark bagi og inviterer mig med på en fisketur eller andet (Jeg er ikke selv så udfarende på grund af sygdommen). Afsted med termokande, fiskestænger, madpakker og chokolade (et must!). Af og til vender vi hjem med et par hornfisk eller en havørred, som vi spiser sammen, og som regel er mit humør steget adskillige grader efter sådan en spontan tur. Men det rokker ikke ved, at ro og regelmæssighed er det vigtigste for mig. Ikke for mange svingninger.

Jamen gælder det ikke alle – også raske og almindelige pensionister, at de skal have struktur? Jo, men ikke i samme grad som psykisk syge, som ofte lider af angst og uro og har meget svært ved at komme ud af døren. Jeg kender mange, der i perioder sover hele dagen væk – og jeg har selv været en af dem. Her hjælper det altså meget at planlægge din dag og også planlægge dit driveri, som en god veninde kalder det.

Jeg vil derfor stærkt anbefale andre med psykiske lidelser at få struktur i hverdagen. Brug en kalender og vær realistisk, når du fylder den ud. Det har hjulpet mig ekstremt meget! Et godt råd er, at du gearer ned og planlægger dine dage uden at fylde kalenderen med alt for mange aftaler. Få hellere succes med at gennemføre et eller to projekter om dagen.

 

Den usynlige sygdom

Den bipolare tilstand kender mange danskere til. 40.000 har ifølge overlæge Maj Vinberg fra Rigshospitalet fået diagnosen, men hertil kommer fire-fem pårørende for hver af disse personer, samt de mange, der ikke er diagnosticerede endnu, hvoraf mange ”medicinerer” sig selv med stoffer og alkohol. Det er med andre ord en betragtelig del af befolkningen, der kommer i berøring med maniodepressivitet.

Man kan ikke afsløre en bipolar lidelse ved blodprøver eller scanninger, så diagnosen stilles efter samtaler med en psykolog eller psykiater. Sygdommen, der jo er ”usynlig”, behandles typisk med stemningsstabiliserende medicin. Det ældste og mest velkendte præparat er litium - et grundstof, som også indgår i batterier. Der er siden kommet en række nyere midler, og mange behandlere vælger at kombinere disse med antidepressiv medicin og samtaleterapi – individuelt eller i grupper med andre bipolare.

Jeg fik selv diagnosen i 2005, og selv om det er svært at pege på den udløsende faktor, er der ingen tvivl om, at det har spillet en rolle, at jeg på dramatisk vis mistede min søn og forældre med kun ét års mellemrum. Det var en sorg, som jeg valgte at ”behandle” på egen hånd med et arbejdsraseri, som jeg i bakspejlet godt kan se var manisk. Til sidst knækkede filmen, og jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvilket jeg i alt har været fire gange.

Min seneste indlæggelse fandt sted i december 2012 efter en voldsom depression. På afdelingen var der tre andre bipolare, som jeg snakkede godt med. Det hjælper at tale om sygdommen. Da var det, at jeg fik ideen til at skrive bogen ”MANI OG DEPRESSION”, hvor 15 bipolare – heriblandt Johannes Møllehave - fortæller om livet mellem polerne. Den kan købes for 99,00 kr. her: http://www.siesta-forlaget.dk/boegerne/vis-bog/bp/191/product/mani_og_depression_nedsat_pris_629.html

Bekæmp din stress

Der er selvfølgelig tale om 15 unikke fortællinger, men alligevel er der nogle fælles træk. Mange er kreative – maler, danser, indspiller cd´er i lydstudier, og mange peger på stress som en mulig udløsende faktor. Det gælder blandt andre Kim Bach, som siger:

”Der er to årsager til min sygdom. For det første arbejdede jeg alt for meget. Jeg var elendig til at sige nej, og jeg boede alene, så arbejdet kunne fylde alle døgnets timer ud. Der var ikke nogen, der kunne trække mig ud af det om aftenerne. For det andet havde jeg en usund livsstil. Jeg gik ofte på værtshus og drak alt for meget”.

Også Mads Trier-Blom mener, at stress var medvirkende til, at han blev bipolar. Han fik sit første sammenbrud i 2002 efter at have arbejdet lidt over et år som fysioterapeut. Han siger:

”Jeg havde en oplevelse af, at jeg skulle gøre alting perfekt. Hver dag føltes som en eksamen, hvor jeg selv var censor. Måske den hårdeste censor, man kunne forestille sig.”

Mads fortæller, at han en dag var så langt ude, at han sad tre timer og samlede energi til at binde sine sko.

Flere af de øvrige medvirkende har lignende beretninger, så hvis du vil gøre noget for dig selv, så prøv så vidt muligt at bekæmpe din stress. Tag en ”morfar”, når det hele kører for hurtigt, det gør jeg – med god samvittighed. Og husk på Piet Heins kloge ord: ”Ting tager tid”.

Power-shopping

Et gennemgående træk for de interviewede bipolare er, at de i maniske faser føler trang til at bruge penge. Christine købte på en impuls et nyt møblement til huset, hvilket chokerede hendes mand, da de netop for nylig havde fået nye møbler. Det kan virke komisk, men trangen til at bruge penge kan medføre store tab.

Tinna Rolandsen fortæller, at hendes pengeforbrug gik helt over gevind i 2006.

”I en tordnende mani gik jeg ud og købte en ejerlejlighed til min datter og et sommerhus – til en samlet værdi af 3,1 mio. kr.”

Tinna er i dag erklæret insolvent på livstid og bor af nød til leje i et sommerhus.

Gitte Jepsen kender også til det med at power-shoppe. Hun nyder egentlig ikke det, hun køber.

”Men det giver et kick at bruge penge, og når jeg er manisk, skal alt skiftes ud – tøj, møbler, mand og job, griner hun.

De 15 personer har været meget igennem: Voldsomme depressioner, selvmordstanker og misbrug. Men de har alle lært ”the hard way”, hvordan man med et sæt leveregler kan få et godt liv. De er kreative og spændende mennesker. Flere er kommet så langt, at de er kommet i arbejde igen. Nogle fungerer som behandlere med brugererfaring, dvs. at de som tidligere patienter hjælper nuværende. Filminstruktøren Nils Malmros har læst deres beretninger og siger: Forfatteren forstår at give ordet til mennesker, der er besværet af et omskifteligt sind, så vi forstår dem og deres liv som værdifulde medborgere". Det er så smukt og empatisk sagt, og vendingen er med til at understrege, at vi er mennesker først og fremmest – ikke blot en diagnose.    

En del af personerne fra bogen – og jeg selv - mødes i selvhjælpsgrupper. På DepressionsForeningens hjemmeside kan du se, hvor i landet der er den slags tilbud.

 

 

Faktaboks 1:

Maniodepressive er mere kreative end andre. Det siger psykiater, tidligere overlæge på Gentofte Sygehus, Jakob Ulrichsen, med stor overbevisning. Og ser man på rækken af kendte kunstnere med en bipolar lidelse, er listen da også lang – fra Van Gogh, Hemingway og Amy Winehouse til Jimi Hendrix og Catharine Zeta Jones

 

 

Faktaboks 2:

Gode råd

Overlæge Maj Vinberg har sammen med personale og bipolare patienter sammensat 12 råd til bipolare. De bringes sidst i bogen. Af pladshensyn har jeg valgt kun at videregive fire af dem her:

1. Lav aftaler med dine nærmeste om, hvordan de konkret kan støtte dig. Hvad skal de konkret gøre, hvis du aflyser aftaler eller ikke tager din telefon.

2. Find ud af, hvad der er det første, der sker, når dine advarselssignaler dukker op – f.eks.: Jeg sover dårligere, eller jeg mister appetitten. Lav en plan for, hvad du vil gøre – f.eks.: Få sovepiller hos din læge. Køb nem mad.

3. Brug diagnosen til at gøre op med dine livsvalg og dine værdier: Bruger du dit liv og din tid på det rigtige? Er du sammen med de ”rigtige” mennesker.

4. Husk, at bipolar lidelse ikke er en livstidsdom. Med din egen indsats, dine nærmestes hjælp og effektive strategier er det muligt at blive ved med at være stabil.