Gør det selv mand


Gør det selv mand

Jeg lynede bukserne ned og tissede bag søjlegranen – mit tissested i haven. Der er ikke noget som at lade vandet i det fri. Jeg var i det hele taget i godt humør. Foran mig lå tre ugers sommerferie. Fuglene fløjtede højere end normalt, forekom det mig, og Mirabelletræet dryssede hvide blomster. Det lignende blødt snevejr. Jeg lynede op igen og gik på bare tæer gennem det dugvåde græs op imod huset.  Min kone stod på terrassen, der trængte til at få rettet fliserne op, og sagde:

- Husk nu, at vi får gæster i aften. Vi skal købe ind.

Mit humør dalede anseeligt, for jeg havde på fornemmelsen, at der ville blive krævet noget urimeligt af mig. Ikke fordi jeg har noget imod gæster som sådan, men fordi, der altid følger en masse oprydning og rengøring med.

- Det er skønt vejr, så jeg synes, vi skal sidde ude og grille, sagde min kone.

Den bemærkning ødelagde den sidste rest af godt humør. Jeg hader at grille. Så står jeg ligesom med hele ansvaret, og jeg kommer altid til at fumle i det. Jeg blev spændt i ryggen som en engelsk langbue og skulle til at protestere. Men jeg vidste, at det ikke ville have den store effekt. Gennemslagskraft har jeg aldrig haft. En time før gæsterne kom, stod jeg ved grillen og så ulykkelig ud. ”Hvordan er det nu, man gør?”, tænkte jeg. Min kone havde købt et af de her optændingsrør - eller hvad de nu hedder - som jeg indtil videre havde ladet stå i garagen.

Sådan er det ofte. Hun kommer hjem med et eller andet knaldtilbud, som jeg ikke kan finde ud af at installere eller bruge. Engang var det et par smarte cykellygter med magneter, som ”bare” skulle sættes fat på egerne. Jeg læste brugsanvisning, der ligeså godt kunne være skrevet på latin, og prøvede efter bedste evne at skrue dimserne på cyklen – som sædvanlig uden at huske at trække vejret. Til sidst smed jeg dem rasende i skraldespanden. Det gjorde jeg også med de net, hun havde købt til tagrenderne for at opsamle blade og den slags. Der fulgte nogle sorte dimser med, som skulle fæstnes til tagrenderne, men de kom til at bulne underligt, når jeg satte dem på.

Der er også ting og sager, som står i garagen og venter på at blive sat op, monteret eller skruet sammen. Ting, som jeg endnu ikke har smidt ud. Skjult bag en reol står for eksempel metervis af grønne ruller bed-afgrænser, som skal graves ned foran staudebedene, så græsset ikke vokser ind i dem. Jeg er med andre ord ikke nogen ”handymand”. Jeg bliver hysterisk, når der skal laves noget i huset eller haven. Når jeg skal bore huller i væggen, skrider boret, så der opstår kratere. Når det endelig lykkes at få lavet et passende hul, kan jeg ikke hamre de der ravpluks langt nok ind, så jeg må skære den resterende del af med en hobbykniv. Jeg er nervøs for, om de tunge ting, jeg har hængt op – fladskærme og højttalere – nu også bliver hængende. Så de tjekkes regelmæssigt.

Tapetsering er noget af det værste. Det ender altid i det rene Gøg og Gokke, når jeg fumler med tapet og klister, og det samme gælder reparationer med cement. Forleden prøvede jeg at lappe et hul i trappen op til hoveddøren. Jeg havde købt cement i et byggemarked. De havde kun sække med 25 kilo, men jeg fik lov til at købe en lille håndfuld for fem kroner. Jeg havde tilfældigvis en sort pose, som jeg ellers bruger til at samle min hunds efterladenskaber op med. Den fyldte jeg med cement. Et køb, der tilsyneladende morede den unge fyr i kassen. I forvirringen glemte jeg, at jeg havde lagt nogle vinkeljern i lommen, så en skinger klokke ringede, da jeg gik ud af butikken. Jeg måtte ind igen, undskylde og betale, mens de næste i køen kiggede underligt på mig. Hundeposer og stjålne vinkeljern. Mystisk mand!

Da jeg kom hjem, rørte jeg cementen op i en lyseblå opvaskebalje og prøvede at skubbe den grå masse ind i hullet med en spartel, men cementen faldt ud igen i små klumper. Jeg huskede min kones råd om at huske at trække vejret dybt og gik over til at bruge fingrene i stedet for spartlen. Det blev resultatet ikke meget bedre af. Hullet er godt nok blevet lidt mindre, men holdbar så reparationen ikke ud.

Vinkeljernene skulle bruges til at redde min datters dyre skab, der var gået i stykker. Jeg fandt med besvær og udmattelse boremaskine og skruer frem og nynnede en melodi af Van Morrison for ligesom at få styr på præstationsangsten. Jeg fik skruet jernene i – men på forkerte steder. Skabet blev ved med at falde fra hinanden. Til sidst smed jeg skruetrækkeren ned i klinkegulvet og skreg som et skrupsultent barn.

Min kone foreslog, at vi spurgte genboen, om han ikke kunne lave den. Han er lidt af en gør-det-selv mand. Jeg protesterede vagt, for det er noget af det, jeg hader mest – det med at overlade mine projekter til mænd med fingrene bedre skuet på. Det sårer åbenbart min forfængelighed. Så hellere ud med skidtet. Det blev da også resultatet.

- Mon ikke du skal tænde grillen nu? De er her om en halv time, sagde min kone.

- Behøver vi grille? Kan vi ikke bare stege bøfferne derinde? spurgte jeg uden nogen form for fasthed i stemmen.

Jeg hældte kullene op i den hidtil ubenyttede optænder og tændte to spritbriketter, som jeg placerede i bunden. Det lykkedes nogenlunde. Der kom da røg op af røret, og da kullene var glødende, hældte jeg dem over i grillen. Jeg rensede grillristen og kom bøfferne på. Men trods denne lille sejr, havde jeg på fornemmelsen, at en af gæsterne ville komme med forslag til, hvordan man meget hellere burde gribe det an. Det skete også.

- Hvorfor lægger du ikke låg på? spurgte den først ankomne gæst – en venlig og meget klog fyr, der kan reparere biler.

Det havde jeg ikke overvejet. Men det var da en mulighed. Der var blot det med lufthullerne. Skulle de stå åbne både forneden og foroven? Egentlig ville jeg hellere bruge min normale metode uden låg. Men jeg er en imødekommende mand, der tåler at tage imod gode råd fra eksperter udi grilning.

- Ja, men lad os prøve det, sagde jeg med grødet stemme.

Jeg åbnede de øverste huller i grillen og lagde låg på. Imens strømmede det ind med de andre gæster. Efter en masse knus og aflevering af blomster og vin satte vi os ud på terrassen. Vi hentede en ordentlig skålfuld salat og en bakke med hvidløgsbrød. Vi skålede og ønskede hinanden en god sommer og fortalte hver især, hvor vi skulle hen. Nogle skulle til Thailand, andre til Cuba. Vi skulle til Sydsverige. Da vi havde siddet en halv times tid, spurgte min kone, om vi ikke skulle se til bøfferne. Det gjorde jeg sammen med ham, der havde foreslået at komme låg på grillen. Bøfferne var rå og ilden var gået ud.

- Du har ikke åbnet for hullerne i bunden, sagde han med et stort grin op til de andre.

Jeg nævnte ikke, at han ikke havde sagt noget om de forbandede huller, da han rådgav mig. Jeg åbnede bare hullerne – og brændte fingrene. Lidt ild måtte der have været. Jeg hældte tændvæske på kullene, selv om det altid frarådes på grund af faren for stikflammer. Men jeg var nået til et stadie, hvor jeg kunne acceptere flammer eller det der var værre. Det hjalp faktisk med tændvæsken, så efter en halv time kunne vi endelig spise. Faktisk endte det hele med, at vi havde en hyggelig aften.

Lige inden de gik, sagde min grill ven, at jeg burde se at få vinduet ud til terrassen kittet, hvilket jeg så prøvede næste dag. For en gangs skyld havde jeg udstyret, der skulle til. En dåse kit og en kittekniv. Jeg skrabede den gamle kit ud, klaskede det nye på og pressede det ned i rillen langs glasset – først med kniven, derefter med højre tommelfinger. Til sidst ville jeg stryge af, så kitten kom til at sidde lige og ensartet. Det lykkedes ikke. Jeg bad til, at min grill-ven ikke ville bemærke vinduet næste gang, han kom på besøg.

Det med vinduer er nu ellers en af mine få forcer, når jeg selv skal sige det. Jeg er god til at skrabe gammel maling af, sætte malertape på og male med lige strøg. En dag gik det dog galt, da jeg gik i gang med at male vores vindueskviste. Der sad store kager af gammel maling, som skraberen ikke kunne klare uden, at jeg brugte en varmepistol. Der havde lige været en lang periode med hamrende godt vejr, så da malingen kom af, viste det sig, at brædderne var godt tørre og flækkede mange steder. Da jeg gik ned af stigen med min varmepistol for at hente malerbøtten, så jeg, at det begyndte at ryge fra kvisten. Varmepistolen havde sat ild i de gamle brædder. Jeg for ind i køkkenet og hentede en gryde vand, som jeg hældte ud over kvisten, men det hjalp ikke. Så prøvede jeg samme procedure en gang til – også uden held. Til sidst måtte jeg hente vandslangen og spule kvisten til ilden var helt slukket.  Da var det, jeg for gud ved hvilken gang sagde til min kone:

- Lad os flytte i en lejebolig, hvor jeg ikke skal udsættes for disse konstante ydmygelser. Et sted hvor man tilkalder på viceværten, når noget skal fikses. Min kone lod som om, hun ikke hørte min klagesang. Hun svarede i hvert fald ikke. Da vi havde ryddet op efter gæsterne, gik vi ud i haven for at nyde det gode vejr. Jeg betragtede græsset, som trængte til at blive slået, men jeg besluttede mig for at vente til næste dag. Vi havde trods alt sommerferie. Så jeg satte mig på en klapstol, røg en cigaret og drak en kop kaffe.

Pludselig kom vores datter ud på terrassen og sagde:

- Far, skal vi ikke sætte det nye telt op? Jeg skal have lidt øvelse inden Roskilde Festivalen.

Jeg blev svimmel og anspændt i alle muskler. Det var ikke lige det, jeg havde allermest lyst til. Jeg har altid været en klovn til det med telte og barduner. Men jeg har svært ved at sige nej til min datter. Teltet kom op at stå efter en del besvær. Tegningen, der skulle hjælpe os på vej, var gnidret og så ud til at være lavet af et syvårs barn. Selv om jeg brugte mine stærkeste læsebriller kunne jeg ikke se, hvordan regnslaget skulle sættes fast, så resultatet var, at det kom til at hænge slapt over selve teltet.

- Skal vi ikke sove i det i nat? spurgte min datter.

Det syntes jeg egentlig kunne være hyggeligt, så det gjorde vi. Men selvfølgelig begyndte det at regne som en gal om natten. Jeg trøstede mig med, at teltet ifølge reklamen kunne tåle et vandsøjletryk på 3.000 milliliter. Jeg vidste egentlig ikke, hvad det betød, men det lød betryggende på en eller anden måde. Men der var åbenbart et endnu højere vandtryk, for det regnede lige igennem teltdugen, hvilket nok skyldtes, at regnslaget sad klinet op af teltet, fordi vi ikke havde fundet ud af at sætte det ordentligt op. Så min datter og jeg skyndte os ud og løb op mod huset. Jeg overså en bardun og faldt på næsen i det dyngvåde græs. Jeg håbede for hendes skyld, at en kammerat kunne hjælpe hende med teltet, når det skulle sættes op i Roskilde.

Vi havde aftalt at tage en lang cykeltur i det grønne næste dag med madkurv og det hele. Men da vi kom ud i garagen for at hente cyklerne, så jeg noget, der for alvor fik nerverne på højkant. Min kones cykel var punkteret.

- Kan du ikke lige lappe den, spurgte hun.

Med et raseri, der var ude af proportion med det foreliggende problem – men som var opbygget gennem de seneste par dages prøvelser – råbte jeg så højt, at naboerne ikke kunne undgå at høre det:

- Gør det selv - mand!