Korv med mos


Korv med mos

Du er i Helsingborg og møgsulten. Du ser noget, der kunne minde om en pølsevogn og studerer menukortet, og du bliver forbavset, da du ser, at man kan få ”korv med mos”. Et øjeblik tror du, at du er gået forkert, og at det en julebod med julekurve og ikke en pølsevogn. En venlig svensker forklarer, at det betyder ”pølse med kartoffelmos” – i sig selv en underlig størrelse. Nå, men du napper korven med mos og tager som dessert ”glass och banan”. Ja det lyder ikke rart, men betyder såmænd noget så lækkert som ”en bananasplit”. Du funderer et øjeblik over, om også skulle forkæle maven med en ”jordgubbsglass” (jordbæris), men beslutter dig for at lade være, da dine skjorter er begyndt at skrumpe i den senere tid.

Da du slentrer hen ad gaden med skobutikker og oldgamle huse, passerer du en flok unge, lyshårede piger, som fniser. De har fået øje på en lille dreng, der øver sig i at gå baglæns, mens hans mor ser på sko, og en af pigerne siger: ”Sikke et ”konstigt” barn. Kunstigt barn? tænker du og studerer drengen nærmere uden at kunne se skjulte fjedre eller batterier indbygget i ham, men kommer så i tanke om, at ”konstigt” betyder ”mærkeligt” på svensk.

Senere studerer du en butik, hvor der sælges ”väskar” og bliver helt tørstig ovenpå mosen Men det er åbenbart ikke væsker alligevel, for bag vinduet en der udstillet en masse dametasker, og du spørger en forbipasserende, om ”väska” betyder taske, hvortil han siger ja. Du spørger ham om, hvor man kan købe en øl, og han mumler noget om ”mellanöl” og ”systembolaget”, og det bliver du jo ikke ligefrem klogere af. Er en ”mellanöl” mon det, man i andre lande kalder en ”half and half”, tænker du, men når ikke at spørge fyren, som allerede er ilet videre med attachemappe under armen.

Du går tilbage til de lyshårede piger og sætter dig på bænken ved siden af dem. Den smukkeste af dem er norsk, kan du forstå, for hun synger, når hun taler. Det er kjæmpe greit, det! griner du indvendig og mindes de gode gamle dage, da Marve Fleksnes gik som en norsk bølge gennem dansk tv. ”Dæææææå” Du betragter den norske længe, og da du endelig for øjenkontakt, blinker du et par gange og bliver enormt glad, da hun – trods aldersforskellen – kalder dig for en ”rar” mand, hvorpå hun rejser sig brat, glatter sine sorte leggings og striktrøje af norsk uld og går væk med alle tegn på væmmelse. De andre piger følger efter. Du forstår ikke en pløk. Hvorfor går hun, når hun synes, jeg er så rar, tænker du, men senere i gode gamle Danmark finder du ud af sammenhængen, da du slår op i en norsk-dansk ordbog og oplyses om, at ”rar” betyder ”højst mærkelig”.

Du er på vej hen til hotellet, hvor du skal overnatte, inden turen går med bus til skisportsstedet dagen efter. Du har ikke ski og støvler med, for det kan man leje deroppe, har en god ven sagt.

En besynderligt udseende gut, der bærer præg af at ville være ung med de unge, stander dig og spørger, om du kender et roligt sted. Han er fra Stockholm og kender ikke Helsingborg.

”Jamen, jeg er fra Danmark”, svarer du hjælpeløst, men kommer i tanke om Kongeslottet, der ligger højt hævet over byen, og hvor du tit har siddet og nydt roen og spist din madpakke med hårdkogte æg.

”Hvad med at gå op til Kongeslottet”, forslår du fyren, der har læderbukser og cowboyjakke på. Han virker ikke imponeret over forslaget. Han synes åbenbart ikke, at Kongeslottet er roligt nok, og han ser i øvrigt ikke ud til at trænge til et roligt sted. Den slags kan man let se på folk.

Heldigvis ligger der et par forvredne danske gloser gemt bag hans skaldede pande, og han får således fremstammet, at ”roligt” ikke betyder ”roligt”. På svensk betyder ”roligt” et sted med gang i, noget sjovt og morsomt. Et diskotek, for eksempel.

Du kommer pludselig til at tænke på en historie, du engang har hørt om en svensker, der er i København og beder en taxachauffør om at køre til et roligt sted, hvorpå chaufføren kører ham til den nærmeste kirkegård, og du begynder at hulke af grin, hvorpå den skaldede læderbuks forlader dig med en let hovedrysten.

Da det bliver mørkt, når du frem til hotellet, hvor du skal overnatte. Selv om du er lidt sulten, har du ikke lyst til at tage favntag med flere korv med mos eller glas med banan, så du bestiller en af de der mellanöl, og føj for pokker, hvor de smager ”konstigt” – der virker, som om der er hældt varmt vand i. Du stiller flasken fra dig og får øje på et skilt, der hænger på en dør. ”Trädgård”, står der, og du spekulerer over, om det mon er en gård, man skal træde på eller en gård, der er lavet af tråd – en slags strikketøj, men får af tjeneren at vide, at trädgård betyder en hyggelig have med træer og blomster og det der. Men du er ikke i havehumør, så du går direkte op på dit værelse og falder i søvn.

Næste morgen vågner du tidligt, og tjeneren, der nu har sorte poser under øjnene, spørger, om du har lyst til frukost – underligt spørgsmål al den stund, at klokken kun er fem minutter i syv.

Da han opdager din søvnige forbløffelse, siger han:

”Breakfast, frukost means breakfast in Swedish”.

Underligt, at vi som nabolande har lettest ved at tale engelsk sammen. Eller er det? Vel egentlig ikke, når man tænker på den totale dominans, som specielt USA har indenfor film, musik, tv-serier, bøger, osv.

Du snupper en hurtig frukost med smögås (smørrebrød) og Müsli og smiler farvel til tjeneren. Da du kort efter sidder i bussen, som skal køre til skisportsstedet, kommer du til at sidde ved siden af en dansker, der har gået på universitetet og er lidt af en sprogekspert. Han kan oversætte de fleste af de mystiske, svenske, hollandske og tyske ord, der flyver gennem den kæmpemæssige lyseblå bus, mens den pløjer sige gennem snöen.

Du falder i snak med ham og får en kop rygende kaffe, som han har med i en termokande. Foran jer sidder et hollandsk par og taler det der sprog, som sidder fast i halsen og består af ord, der lyder som ”hrouwden”, ”spitsen van huierset” og ”schrantewirfen”. Men pludselig genkender du et ord, da manden siger: ”Kussen”.

Du spilder kaffe over bukserne og får forklaringen af sprogeksperten:

- Kusse betyder pude på hollandsk, og manden spurgte, om hun ville låne ham sin pude – ikke kussen.

Vi kan ikke lade være med at sprutte pubertetsagtigt over denne sproglige finurlighed og fortsætter med at grine, da hun kort efter spørger sin mand, om hun mon må sætte sin enorme rygsæk på det tykke ”tapeit” og peger på gulvtæppet mellem spæderækkerne. Manden løfter hovedet fra kussen, og nikker og siger et eller andet mystisk. Det er sgu da kun hollændere, der kan finde på at kalde et tæppe for tapet. Skal jeg tage støvlerne af, inden jeg træder på dit tapet? 

Da der falder ro over hollænderne og du har drukket den sørgelige rest kaffe, begynder du at studere brochuren om skisportsstedet. Det ser godt ud. I skal bo i hyggelige hytter med brændeovn og sauna og der er blå, røde, grønne og sorte løjper og gode muligheder for ture på langrend imellem Bellmanske birketræer med snö. Der er også en sø, hvor man kan bruge ”skridskor”, som der står i brochuren. Claus, som sprogeksperten viser sig at hedde, forklarer, at det betyder skøjter og tilføjer:

- Ja, engang imellem kan man synes, at de er lidt barnlige, de svenskere. Skridesko lyder jo som et ord, som en femårig ville opfinde”.

Du lægger brochuren i din rygsæk og giver dig til at småblunde, og det samme gør Claus, og sådan sidder I og dingler højst ukomfortabelt i en rum tid. I kommer dog brat til bevidsthed et par timer senere, da bussen begynder at sige mærkeligt. Det lyder, som om den har fået et hosteanfald, og folk begynder at diskutere, hvad der mon kan være i vejen.

En tysker, der er vant til at tage føringen og at have enhver situationen under ”kontrolle”, meddeler, at bussen trænger til öl.

Du ser måbende på tyskeren, men får forklaringen fra Claus:

- Det betyder olie – ikke øl”, griner han.

Chaufføren går ud i den bidende kulde og hælder lidt mere öl i motoren og straks holder bussen op med at hoste.

Da I når helt frem til skisportsstedet, viser det sig, at du faktisk skal dele hytte med Claus og det hollandske par, hvilket jo et lidt af et sammentræf. Da I har sat rygsækkene fra jer og er enedes om, hvem der sover hvor, går I ud i snöen for at sondere terrænet. Hollænderne har haft ski med hjemmefra for at spare en håndfuld Euro, ligesom de har mad med til hele opholdet, hvilket forklarer omfanget af deres rygsæk. Og de giver sig straks til at spænde skiene, mens du og Claus leder efter et sted, hvor I kan ”hyra” nogle ski. Du bliver enormt tissetrængende og leder efter et toilet og er så heldig, at der er et få hundrede meter nede af stien. Det er godt nok et mega toilet, men der står på et skilt, at det er et ”skidhus” – et noget plat udtryk, men de er jo særprægede, ligefremme og naive, de der svenskere. Claus griber fat i kraven på mig og siger:

- Skidhus betyder altså et sted, hvor vi kan leje ski.

Han griner af min totale mangel på sproglig nemme.

Nå, du finder nogle sørgelige buske, hvor du kan lyne ned og få tisset, hvilket også var begyndt at blive temmelig presserende. Derefter går du lettet med Claus ned i skidehuset for at hyre nogle skidor, men opdager, at der er en kø, som virker længere end den kinesiske mur. Det mugger I over, men I bliver nødt til at stille jer op bagerst, for I er jo civiliserede danskere – et i særklasse ophøjet og dannet folkefærd.

Efter fire-fem timer på skidor er det blevet tid til afterskiing foran brændeovnen med et glas af fin rødvin, som hollænderne har haft med i rygsækken, men venligt deler med dig og Claus. Kinderne er brændvarme og røde, men I har det alle godt efter den fysiske anstrengelse. I føler jer trætte på en sund måde – ikke PC-trætte, men skovarbejder-trætte. Hollænderne har taget ”Kloppen” på fødderne, og det betyder træsko. Hvad andet? tænker du. Mon de også har tulipaner med i rygsækken? Og hashkager?

Hollænderne spørger jer, om I ved, om man kan ”fietse” på skisportsstedet, og Claus forklarer, at det betyder cykle – ikke fise. Og er der noget hollændere elsker, så er det at fietse, ved du fra et nyligt besøg i Amsterdam, hvor du hele tiden var ved at blive kørt ned af rablende hollændere på cykel. Det er, som om cyklerne har overtaget magten i byen. Men okay, det kan man sandelig beklage sig over uden at blive betragtet som et miljøsvin og en forbandet global-opvarmnings-skeptiker.

Claus forsøger at forklare cykelentusiasterne, at man næppe kan cykle på stierne uden at vælte på isen og i snedriverne, men det køber de tilsyneladende ikke helt, for de nøjes kun med at rømme sig og nikke et par gange. De har garanteret allerede besluttet sig for at lede efter et sted, hvor de kan leje cykler i morgen.

Ganske rigtigt: De står tidligt op og okser rundt, men uden at finde et fietsensted. Til gengæld går konen ind i hos en frisør og spørger, om han har tid til at knippe hende, hvilket han selvfølgelig svarer ja til, da hun ser godt ud af en hollænder at være. Noget skuffet bliver han dog, da hun sætter sig i stolen foran spejlet og venter på, at han skal klippe hendes hår.

Du er nået et punkt, hvor du synes, at alle de fremmede – svenskerne, hollænderne og tyskerne – er skudt gennem hovedet, barnlige, dominerende sprogspassere uden nogen form for stil og du glæder dig til at vende tilbage til Søren Kierkegaards, H.C. Andersens og Kim Larsens hjemland, og før du når at tælle til tre, er du faktisk på Københavns Hovedbanegård, og du nyder at have kultiveret grund under fødderne igen. I elevatoren står du sammen med et par englændere, der bemærker skiltet ”I fart” (jeg prutter) og skal lige til at grine, men kommer så til at huske på, at englændere ikke griner, de kommer højst med en spydig bemærkning, og de udebliver da heller ikke:

”A rather strange message to put up in an elevator”, konstaterer en af dem.

”Quite right, svarer den anden og tilføjer:

”In fact, Danish people do not exactly strike one as being overburdened with refinement and intelligence”.

Nå, ja. Sådan kan man jo også se på det, tænker du, mens du slæber dig hjem til lejligheden og kaster dig i sengen – fuldkomment udmattet. Du trækker dynen op til hagen og lægger hovedet godt tilrette på dine bløde kusser.