Slave af slogans


Slave af slogans

De stod en morgen side om side i badeværelset og så ind det store spejl.

- Ligner jeg ikke en slatten karklud? spurgte hun.

Han tænkte sig om et par splitsekunder.

- Skønhed er en følelse! proklamerede han så.

Hun sendte ham et hurtigt sideblik og stirrede igen ind i spejlet:

- Hold op med dit reklamepladder. Jeg er ved at blive vanvittig af at høre på det. Sig nu din ærlige mening. Ligner jeg en karklud eller ej. Det kan da ikke være så svært.

Han kløede sig på sin store, behårede mave. ”Hvis der er nogen, der ligner en klud, er det sgu mig” tænkte han.

- Øjeblik, sagde han og tumlede i soveværelset og hentede et Matas produkt, han havde købt dagen inden. Han gav hende posen, som hun pakkede op med bange anelser. ”Hvad har han nu fundet på” tænkte hun tydeligvis.

Det viste sig, at det var en creme mod rynker. Hun blev glad og fortvivlet på samme tid. Det var jo sødt af ham, men samtidig også endnu et eksempel på hans stigende vanvid. Han kunne snart ikke længere tale eller handle uden, at det havde noget med de forbandede reklamer at gøre. Hun var sikker på, at det havde noget at gøre med den chip, der var blevet opereret ind i hans hjerne henne på bureauet, hvor han arbejdede. Den skulle påvirke venstre hjernehalvdel, så han ville blive endnu mere kreativ.

Han var i forvejen kendt som en af de mest kreative medarbejdere, men chippen skulle få ham til at yde endnu mere, og det var nødvendigt, at alle ydede deres maksimale, for det var nedgangstider for bureauet. Normalt fik de kreative medarbejdere blot en månedlig indsprøjtning med noget, der hed Pepomin, men nu havde direktøren altså fundet på denne nye idé. Direktøren havde selv en chip, som fik ham til at sprudle dampbarnsagtigt af energi og originale påfund.

- Har du set, hvad der står på tuben?  ”Lille spejl på væggen der, hvilken anti-age creme har jeg brug for her?” Er det ikke morsomt, når vi nu netop står foran et spejl? spruttede han og begyndte at fnise som en skolepige.

- Tusind tak. Tak for komplimenten om min hud, sagde hun bekymret.

Hun kunne godt høre, at hun var urimelig. Hun stod jo hver morgen og beklagede sig over sit udseende. Hvad skulle han gøre, stakkels mand? Hun hældte lidt creme ud i hånden og smurte den forsigtigt ind i panden og kinderne.

- Den virker kølende og opfriskende og sikrer dig op til 16 timers uimodståelig mat finish. Man kan få den i fire nuancer, og jeg valgte altså den lysebrune. Du kan bytte den, hvis du vil. Jeg har bonen endnu, sagde manden.

Hun kyssede ham på hans ene runde kind og sagde:

- Tak for den, skat.

Da de havde etagevasket sig, gik de ned i køkkenet og lavede morgenmad. De kunne høre sønnen sætte musik på og rumstere på sit værelse. Hun ristede krydderboller, mens han lavede madpakker og satte kaffe over. Hans øjne faldt på kaffeposen, og han læste en bid af teksten: ”Til dig, der vil havde et udvalg af det bedste, kaffeverdenen kan tilbyde”. Men han sagde ikke noget. Han fornemmede, at det ikke ville falde i god jord. Han havde en god Fingerspitz Gefühl – ind i mellem.

”Kaffeverdenen”, tænkte han. ”Gad vide, hvor den ligger?” Han så struttende brazilianske kvinder i bastskørter for sig.

Sønnen kom brasende ind i køkkenet med sin sorte rygsæk og skyndte sig at spise et par krydderboller med honning. Det var hans livret. Ligesom burgere og pizza.

- Hej, knægt, har du sovet godt, spurgte han.

- Nej, jeg har herre ondt i ryggen, mumlede sønnen med munden fuld af honning.

Faderen så på sin kone og sønnen og rømmede sig. Man fornemmede, at der ville komme en gennemtænkt udtalelse, en, der ville sætte tingene på plads i den lille familie.

- Ved I hvad? Jeg tror, vi skal have et par elevationssenge. Så tror jeg nok liiige, det er slut med at få ondt i ryggen, sagde han.

De gloede på ham uden at sige et ord. De var for alvor ved at blive bekymrede. Det var ved at eskalere, det med reklamehalløjet. Nok var han reklamemand, men man kan også tage jobbet lidt for meget med hjem. De holdt begge meget af ham og håbede, at det bare var en fase, han skulle igennem.

Han gned sig i tindingerne og begyndte at massere dem med pegefingrene. Han havde haft en let hovedpine siden operationen, men nu var det blevet værre. Han lod som ingenting.

- Den slags senge har et tykt lag memory skum, forstår I, og det former sig efter kroppens temperatur. Det betyder, at de støtter og fordeler vægten optimalt, røg det ud af ham.

Han kunne selv høre, at han hellere måtte holde en lille pause og sagde derfor:

- Nå, skidt nu med det…”

Han tav, mens de spiste færdig og drak et par kopper kaffe. På et tidspunkt fik han øje på sønnens ur, der hang og dinglede om hans tynde håndled. Da han opdagede, at det var et billigt ur med en orange velcro rem, kunne han ikke dy sig for endnu et reklamefremstød:

- Du må få skiftet det latterlige ur ud. Er du egentlig klar over, at ”det er dit ur, der fortæller mest om, hvem du er?”

Han rejste sig og gik ind i stuen og hentede en reklame for tykke og ekstremt dyre ure, der kunne vise tiden overalt i verden og tåle at komme ned i vand på 40 meters dybde.

- Var det ikke noget til din 18 års fødselsdag?

- Tro på det! svarede sønnen, som tog sin rygsæk og sagde:

- Nå, jeg smutter!

Moderen fulgte ham ud i entreen med madpakken, som han vanen tro havde glemt.

I døråbningen hviskede han til sin mor:

- Er han ved at blive helt gak-gak, den gamle?

- Bare lidt overanstrengt, tror jeg. Farvel skat! svarede hun.

Da hun kom ind i køkkenet, havde han tændt for fjernsynet, hvor der var et ”God Morgen” program med dugfriske værter, der snakkede med højtråbende kokke med strithår og tidligere studieværtinder, der havde skrevet børnebøger. Der var også et par skaldede journalister med uindfattede briller, der interviewede hinanden.

Programmet blev med jævne mellemrum afbrudt af reklamepauser, vidste hun af bitter erfaring, så hun skyndte sig at slukke for fjernsynet.

- Skal du ikke på arbejde? spurgte hun.

- Jo, jo. Men man må vel have lov til at holde sig orienteret, svarede han.

De gik op for at børste tænder foran det store spejl. Han lagde mærke til, at cremen så ud til at have virket. Hun så meget yngre ud. Han kyssede hende og sagde, at hun så ung og dejlig ud.

Tandpastaen skulle angiveligt give hvide tænder. De havde masser af tuber liggende i skabet ude i gangen, for det var et mærke, han var med til at markedsføre for sit bureau.

- Denne her tandpasta anbefales af flest tandlæger verden over. Var du klar over det? spurgte han.

- Ja, da. Det er i øvrigt noget af et stykke statistisk arbejde. Tænk at de har interviewet alle tandlæger på kloden. Imponerende! svarede hun, og gav sig til at skylle mund.

 Da også han var færdig med tandbørstningen, kunne hun ikke dy sig for at tilføje:

- Den giver vel også 20 procent større velvære end andre mærker. 

Hendes spydige bemærkninger prellede af på ham. Han var også selv bedøvende ligeglad med den åndssvage tandpasta. Sådan havde han det med alle firmaets produkter.

Han fulgte konen ud til bilen og sagde:

- Hav nu en god dag. Jeg tager lige opvasken.

Men bilen ville ikke starte. De åbnede motorhjelmen og stirrede på batteriet, der vistnok sad i højre side – eller måske venstre. De havde ikke en kæft forstand på biler, men følte, de måtte gøre noget. Heldigvis kom deres nabo hen og hilste på dem.

- Problemer? grinede han morgenfriskt.

- Jeg henter lige et par startkabler, så skal vi nok få fut i den igen.

Han løb ind i sin garage med lange skridt, som tydede på, at han var i god form. Et sekund senere var han tilbage og fik startet bilen. Konen takkede ham mange gange og vinkede til sin reklamemand, der stod med hænderne ned langs siden og så hjælpeløs ud. Hans hovedpine var nu næsten ikke til at holde ud.

- Have a nice hair day, råbte han efter bilen med reference til endnu et af de produkter, hans bureau markedsførte.

Manden og naboen diskuterede bilmærker et par minutter, og naboen havde nogle forslag til, hvilken bil, de skulle købe. Efter at have udelukket firhjulstrækkerne og de alt for små, stod valget ifølge naboen mellem ”bilen i dit liv” og bilen med ”the power to surpise”. Han var åbenbart også en af dem, der memorerede reklamer, tænkte manden lettet. ”Så er jeg altså ikke helt alene”.

Manden sagde farvel til naboen, vaskede op, slugte en håndfuld hovedpinepiller og hentede sin taske. Han besluttede sig for at gå hen til arbejdet. Bureauet lå kun to kilometer fra deres hjem, og han havde godt af lidt motion. Det har man jo, når man sidder foran en PC det meste af dagen.

På vej op ad hovedgaden kiggede han som sædvanlig på forretningerne. Farvehandleren, der reklamerede for en bestemt slags maling: ” Din sikkerhed for et perfekt resultat!” og iskiosken, der anbefalede en Magnum med mandel: ”Take a bite of the jungle”, stod der. Han funderede lidt over, hvad en i øvrigt udmærket Magnum egentlig havde med en jungle at gøre, men blev snart distraheret af andre reklamer og slogans. Det var, som om chippen – eller også var det kombinationen af chippen og indsprøjtningen med Pepomin – gjorde ham ekstra modtagelig over for synsindtryk. Men der havde ikke været noget valg. Enten chippen eller ud af vagten, var den trussel, hang uudsagt i luften.

En humanitær forretning med genbrugstøj ville have ham til at blive besøgsven og ”gøre en forskel”. En bank ville hjælpe ham med at ”gøre det muligt”. ”Det” var for eksempel en eksotisk rejse, en ny bil eller en tilbygning til huset. Det er et fint tilbud, tænkte han og overvejede at skifte bank og opdagede i samme øjeblik en bank, der skrev: ”Gør det, du er bedst det. Det gør vi.” Den måtte han lige tygge på. ”Hvad er jeg egentlig bedst til?”, tænkte han. ”Er der overhovedet noget?” Han undrede sig også over, hvordan banken kunne gøre det, han var bedst til. Hvor vidste de fra, hvad han var god til? Var de tankelæsere?

Han fik øje på en kollega, der stod foran en boligforretning og studerede huse til salg. Over hendes skulder fik han øje på et skilt, hvorpå der stod: ”Det er ikke tilfældigt, at vi sælger flest boliger”. ”Hvor ved de fra, hvor mange de andre sælger?”, nåede han at tænke, inden han hilste godmorgen til kollegaen, som arbejdede i bogholderiet og derfor var forskånet for chips og Pepomin.

- Nå, man overvejer at flytte? spurgte han venligt.

- Drømme har man vel lov til, svarede hun med et hvidt smil, der fik ham til at tænke, at hun garanteret brugte samme tandpasta, som konen og han lige havde børstet tænder med.

De småsludrede på vejen hen til bureauet og sagde farvel i receptionen. De skulle hver sin vej. På vejen op til sit kontor, som han delte med fire andre kreative hjerner, mødte han direktøren, som sagde:

- Lige et øjeblik. Jeg vil bare sige, at vi er meget tilfredse med dit arbejde efter, at du fik chippen. Blandt andet din idé til bedemandsforretningen. ”Afsked med andagt og manér”. Genialt!  Direktøren var ude af sig selv af glæde – og stod let foroverbøjet, som en bokser, der er parat til at slå modstanderen ud med en lige venstre, fuld af energi og kampberedthed.

- Nå, tak, svarede vor reklamemand.

- Nej, seriøst - du er ved at blive hamrende god. Det fosser ud af dig med super slogans og ideer for tiden, og vi har faktisk tænkt os at forfremme dig til souschef. Hvad siger du?

- Det lyder da skønt, svarede han og tænkte på den lønforhøjelse, der måtte følge med.

- Jamen, så er det en aftale, sagde direktøren og rettede sit stribede slips. Han var en velklædt, mand med kortklippet hår med grå stænk i tindingerne.

”Lad os underskrive papirerne i eftermiddag. Kom ind på mit kontor efter frokost!”

På vejen fra arbejdet, hvor han ikke havde kunnet koncentrere sig, gik han med kontrakten i tasken og tænkte over, hvad de skulle bruge alle de ekstra penge til. Da han passerede et pengeinstitut fik han en idé. I vinduet var der billeder af glade, imødekommende mennesker, der skulle forestille de ansatte. Der var skilte, hvorpå der stod: ”Tjen penge på penge. Valuta kan stige, når alt andet falder. Der er kroner i valuta. Har du overvejet valutainvestering som alternativ til aktier og obligationer?” Det havde han ærligt talt aldrig skænket en tanke, men med den kommende lønforhøjelse var det måske en god idé. ”Kom indenfor og få en kop kaffe. Vi tilbyder en behovsanalyse”, stod der.

Han løsrev sig dog fra instituttet, fordi han kom til at tænke på, at konen ville foretrække medindflydelse. Han følte sig desuden alt for rastløs til at gå ind og drikke kaffe med glade pengeinstitutfolk. Rastløshed var en kendt bivirkning ved Pepomin, men det var blevet værre efter operationen.

Lidt længere nede af strøget var der en indbydende fotobutik, som han tit havde studeret. For han kunne godt lide at tage billeder med sit gamle kamera, som ikke engang var digitalt, hvilket sønnen ofte drillede ham med.

”Fordi livet ikke kan tages om”, stod der på et skilt over døren.

Det var en reklame, som en af hans kolleger havde kreeret. Egentlig udmærket, tænkte han. Han gik ind i forretningen og talte med en lyshåret ekspedient, der spurgte, hvad hun kunne gøre for ham.

- Jeg leder efter et godt digitalkamera.

Blondinen viste ham forskellige muligheder, og han endte med at vælge et dyrt kamera med 10 Megapixels, hvad det så end var.

- Er det en gave, spurgte ekspedienten.

- Næ, det er til mig selv, svarede han.

Han forlod butikken en hel del tusinde kroner fattigere, men med en god følelse i maven. Han var trods alt blevet souschef og havde nok råd til et digitalkamera. ”Desuden passer det jo, at livet ikke kan tages om”, tænkte han og besluttede sig til at rose kollegaen – som nu var hans ansatte – for den gode reklame.

”Det skal fejres, det her. Jeg køber noget rødt kød og en god flaske vin med hjem”, tænkte han.

Han stilede mod vinhandleren og fik tilbudt et glas vin ved et rundt bord med rødternet dug, der var stillet op på torvet i det gode sommervejr. Han tog imod et lille plasticglas og konstaterede, at det var en udmærket rødvin.

- Ja, det er en utrolig vellavet vin med masser af elegance og med en god blødhed. Der er tilbud på tre, sagde ekspedienten.

Manden tænkte sig lidt om og svarede så, at han gerne ville benytte sig af tilbuddet. Man kan vel godt have lidt økonomisk sans, selv om man lige var blevet souschef med millioner på kontoen, tænkte han.

- Prøv også denne her. Det er en udmærket aperitif, foreslog den rødmossede vinekspert.

Mens han drak aperitiffen, studerede han etiketten, hvor der stod: ”En flot bamsevin med intens frugtsmag – kirsebær og brombær.

En ”Bamsevin”, tænkte han, og besluttede sig til at undersøge om det var én fra bureauet, der havde fundet på det hjernedøde udtryk. Man skulle også kunne sætte sig i respekt som chef.

- Nej, tak, så hellere en god champagne.

- Selvfølgelig, jeg henter lige et par flasker, svarede den rødmossede.

- Nej, tak, vælg du bare en, jeg har lidt småtravlt.

Da han var færdig hos vinhandleren, gik han over til slagteren og købte ”premium kødkvæg i særklasse”. Hans taske var efterhånden fuld af varer, så han bad om en plasticpose med reklame påtrykt. ”Når kun det bedste er godt nok til dine smagsløg”, stod der.

Lidt længere nede af gaden begyndte han at spekulere over sønnens fremtid. Sønnen var lige ved at droppe ud af gymnasiet. Han ville ud at rejse. ”Vi lever kun én gang”, som han sagde. Det var måske rigtigt nok, men han burde se at få sig en uddannelse at falde tilbage på. Det var manden og konen enige om.

Da fik han øje på et par reklamer. Det ene hang i vinduet til et lille bureau. Der stod: ”Fri som fuglen og få job med Dansk Vikar”. Det andet hang ved en stor møbelforretning. Her lød teksten sådan her: ”Som elev får du grænseløse muligheder – vi søger flere talenter”. Han ville berette om disse muligheder til sønnen i aften, tænkte han, men han vidste allerede, hvad svaret ville blive, nemlig: ”Drøm videre!” Det var sønnens yndlingsudtryk for tiden.

Han slog sønnens fremtid ud af hovedet. I dag skulle de fejre forfremmelsen. Han gik hen til ostebutikken for at få lidt lækkert til desserten, og købte et par, der var ”lidt bedre end andre oste!”

Da han var ved at være hjemme, faldt hans øjne på et forretning, der handlede med hård-hvide varer. ”Fremtiden flytter ind”, stod der. En lidt for kryptisk og på samme tid banal tekst, konstaterede han og gik videre forbi en forretning, der reklamerede for ”vinduer for livet” og en anden, der bemærkede, at ”det er dumt at betale for meget!”

De havde en hyggelig middag med rødvin, rødt kød i særklasse og oste, der var lidt bedre end andre oste. Både sønnen og konen roste ham for forfremmelsen, men konen sagde:

- Jeg synes nu alligevel, at du skal gå til den psykolog i morgen. Vi skal have gjort noget ved din besættelse af slogans.

Han blev irriteret over, at hun ødelagde den gode stemning på den måde, men sagde:

- Jeg skal nok, hvis du synes.

Som sagt, så gjort. Næste morgen tog han bilen og kørte ind til den nærmeste storby. Han ville ikke bruge den lokale psykolog. Det var under hans værdighed, så han havde fundet én pskykolog inde i byen på nettet, og han kunne ifølge hjemmesiden behandle stort set alt: ”Uro, angst, fobier, angst for angsten, stress, mindreværd, søvn- og samlivsproblemer.”

Psykologen boede midt på Strøget i en flot, gammel bygning, med karnapper og tårne med kobbertage. I venteværelset var der kælet for detaljerne. Tykke tæpper og en række behagelige læderstole, en stumtjener og en kaffe og te disk, hvor man kunne forsyne sig, samt en omvendt vanddunk med betjeningsknap, hvor man kunne snuppe et glasiskoldt vand, hvis man var nervøs – hvilket man var.

Han meldte sig ved skranken og viste sit sygesikringskort.

- Det var lige et par minutter. Tag bare plads imens og drik en kop kaffe, hvis De har lyst. Der ligger aviser fremme, sagde sekretæren

Han tog et glas isvand og satte sig hen for at vente. Der var to andre patienter – eller klienter, som vist hedder hos psykologer. De hilste kort på hinanden og stirrede derpå ned i deres aviser. Han blev opmærksom på en plakat, der hang på den fjerneste væg foran psykologens dør. Der stod tre citater.

”At være fuldkommen ærlig overfor sig selv er en god øvelse.”

Sigmund Freud

”Det er med mænd som med vin. Alderen gør de dårlige sure og de gode bedre”.

Cicero

”Livet er en tragedie, når man ser det i nærbillede, men en komedie set på afstand.”

Chaplin

 

Da det blev hans tur til at blive lukket ind, blev han placeret i en behagelig stol, mens psykologen, der havde modebriller og sort overskæg, studerede et stykke papir.

- Jeg kan forstå, at det handler om en sygelig brug af slogans og reklamer. Sig mig, hvorfor tror du selv, at du har fået denne vane? spurgte psykologen.

- Tja, min kone har nok ret i, at det er en arbejdsskade. Jeg laver og hører for mange slogans i dagligdagen – og så har jeg klæbehjerne. Jeg husker dem – desværre, svarede han og fortalte kort om operationen og indsprøjtningerne med Pepomin.

Psykologen tog brillerne af og gned sig i øjnene, sådan som trætte intellektuelle gør på film. Da gnideriet vat tilendebragt, sagde han:

- Ja, og man bombarderes ved Gud af reklamer i hverdagen. Men hvad skal vi stille op med dig? Det mest nærliggende er vel at få fjernet chippen? foreslog han.

- Nej det kan jeg ikke. Så står jeg uden job, svarede manden.

- I så fald vil det næstebedste være behandling med NLP. Ved du, hvad det er?

- Så vidt jeg husker fra studietiden, er det en slags omprogrammering, svarede han.

- Præcis! Det vil være velegnet for dig, der lever af ord. Det ved jeg fra andre klienter. Du er nærmest ”blevet” dine tanker og ord, og du handler ud fra dem, og det skal vi have lavet om på. Første led i en sådan omprogrammering vil efter min mening være en lang pause fra alt intellektuelt, sprogligt arbejde. En god ferie alene et eller andet sted hen - et sted, hvor der er fredeligt og ikke bruges mange ord, sagde psykologen.

Reklamemanden protesterede og fortalte, at timingen – nu da han var udnævnt til souschef – ikke var den allerbedste. Hvad vil direktøren ikke tænke?

- Det vigtige er ikke, hvad andre tænker. Hvordan føler du det? Trænger du til den rejse? Er det vigtigt for dig at blive rask? I øvrigt er det da muligt, at han vil give dig en orlov. Han sætter jo stor pris på dig, lader det til, sagde psykologen.

- En rejse uden ord. Det lyder egentlig tillokkende. Hvor længe tror du, jeg skal være væk?

- Det ved jeg ikke. Måske en måned? Til du får det bedre og holder op med at tale i slogans. I øvrigt kan du – indtil afrejsen – måske prøve at gennemskue banaliteten i de mange reklamer og slogans, du hører og ser. Det vil være godt for dig. Forleden så jeg, at et forsikringsselskab havde fået et såkaldt værdigrundlag. ”Vi bygger på forståelse”, stod der. Hvad synes du om det?

- Det lyder lidt hult, lidt for tamt.

- Ja, mon ikke. Det falder for banalitetstesten, sagde psykologen.

- Hvad er det? spurgte manden.

- Jo, når man laver værdigrundlag – og velsagtens også reklamer - skal man som hovedregel sørge for, at man også skal kunne argumentere for det modsatte. Ellers er de for selvfølgelige.

- Hvordan det?

- Du kan jo prøve at vende udsagnet om og sige ”vi bygger på misforståelser”. Den duer ikke, vel?

- Nej, det skaffer ikke mange kunder i biksen, grinede manden, som kom til at synes bedre og bedre om psykologen.

- Jeg ved godt, at det er svært at finde sætninger, hvor man også kan argumentere modsat, og at de fleste slogans derfor er banale. Kan du finde et godt slogan, der ikke er banalt?

Manden tænkte sig grundigt om. Det faldt ham meget svært, selv om han var pumpet fuld af kreativitets-fremmende medicin. De mange reklamer, han selv havde lavet i tidens løb, var dybt fortærskede og selvfølgelige. Men set i banalitetstestens skarpe lys var selv indarbejdede slogans som ”det handler om at være tryg” og ”rettidig omhu” uduelige. Hvem vil være utryg eller bryde sig om forsinket sjusk.

 - Jeg kan kun komme med ét eksempel, der sikkert ikke engang dur, sagde manden.

- Lad mig høre, svarede psykologen, der sad og kælede for sit overskæg med et par slanke fingre – sådan lidt Poirot-agtigt.

- Vi bygger på erfaring, sagde manden så.

- Ja, udmærket. Det er noget i den rigtige retning. Hvorfor?

- Fordi man også kan argumentere for det modsatte, nemlig at man bygger på nytænkning. Det kan jo også være en værdi.

- Præcis. Prøv fremover at gennemskue de hule reklamer og slogans du støder ind i. Men kun indtil du rejser, for derefter er der dømt pause.

Da manden kom hjem, fortalte han konen om besøget. Hun var helt med på, at han skulle på en ferie. Det var direktøren også, da han hørte om mandens ønske om en kort orlov.

- Selvfølgelig skal du det. Det har du fortjent, sagde han med en begejstring, der forekom helt ude af proportion.

Han besluttede sig for et krydstogt på Donau i 11 dage og det selv om, at der i avisannoncen stod: ”Ferie med indhold og afveksling … for alle!” Han kunne ikke lade være med at lave en banalitetstest på reklamen i taxaen på vej ud til lufthavnen.  Da han mødte rejselederen, sagde han:

- Jeg ser frem til denne ”indholdsløse og ensformige ferie for de få udvalgte”.

Men derefter fulgte faktisk 11 dage med meget få slogans og reklamer, og da han vendte hjem, gik han straks hen på bureauet og sagde til den forbløffede direktør:

- Jeg forlanger at få min kreative chip fjernet øjeblikkeligt, og så skynder jeg mig at sige op, inden du fyrer mig. Jeg er færdig med reklamebranchen. Min familie skal ikke længere udsættes for det vanvid, og det er på tide, at jeg tænker på mit helbred. Lad følgende slogan være det sidste fra min mund: ”Det er bedre at forebygge end at helbrede.”

Stolt af sig selv gik manden hjem ad hovedgaden uden at ænse så meget som en eneste af reklamerne på sin vej. Hverken bamsevinen eller ostene, der er lidt bedre end andre oste.