Dylans drømmekoncert


Dylans dræmmekoncert

Jeg plaskede koldt vand i hovedet og trykkede på knappen, der tømte den fyldte toiletkumme ned på skinnerne. Det var svært at holde balancen, for toget slingrede. På et skilt stod der, at man skulle sidde ned – også for ens egen skyld. Men det opdagede jeg for sent. Jeg var træt og så hærget ud i spejlet. Jeg var ved at blive hulkindet og havde markerede streger ved mundvigene. Endnu ikke helt et Keith Richards ansigt. Men derhenad. Jeg var afsindigt hungrende efter en cigaret og overvejede et splitsekund at tænde en, mens jeg var på toilettet, men opgav hurtigt tanken. Jeg måtte se at komme igennem turen uden røg. I stedet plaskede jeg mere vand i ansigtet og lagde mit sorte, strithår ned, så det kom til at ligne en frisure - nogenlunde.

Jeg måtte se at få lidt styr på mine tanker. Jeg skulle gennemføre denne tur uden problemer. Herregud, andre tager til Borneo og Thailand, så kan jeg vel også klare en tur til Odense, selv om det nok ikke havde været så smart at tage af sted alene. Jeg tog en håndfuld Stesoer og en lille flaske Gammel Dansk, bare for at falde lidt til ro.

Men de kom alligevel, billederne på indersiden af øjenlågene. De kom da i takt til togets ”gada-gung” lyd. Billederne af min mor i badekarret, hendes hvide ansigt, det røde vand, de røde striber på de hvide fliser, barberbladet på de sorte gulvklinker, min fars slowmotionagtige bevægelser til skriget, psykiaterens bekymrede øjne bag de tykke brilleglas. Derefter kom billederne af frk. Bondesens to tynde fingre, der holdt arkene med min studieforberedende prøve frem for sig, som om det var en karklud, mens hun foran alle klassekammeraterne sagde: ”Irrelevant details. Et to-tal, endnu et to-tal, Martin”. Til sidst kom billederne, hvor jeg ligger hvid og nøgen som en standet hval sammen med Eva på min lille sofa – helt ubevægelig uden at sove rigtigt. Hun har lige sagt, at hun altså ”aldrig har prøvet det før”, hvortil jeg svarede: ”Det har jeg heller ikke”.

Jeg fór sammen, da der lød en krattende stemme i højttaleren:

- Velkommen i Intercity toget til Fyn og Jylland. Vi gør opmærksom på, at vognene 11-14 kun kører til Kolding.

”Kolding”, tænkte jeg febrilsk, det er da efter Odense, ikke?” Så skulle det vist være ok. Ingen grund til panik.

Jeg åbnede døren og fumlede mig vej tilbage til stillekupeen, hvor jeg blev nødt til at forstyrre min sidedame. Hun sad med lukkede øjne og hovedet lænet bagover – så godt som man nu kan på de stive nakkestøtter i et regionaltog.

- Undskyld, må jeg lige forstyrre igen, sagde jeg og rørte hende let på skulderen.

- Ja, selvfølgelig sagde hun og rejste sig, så jeg kunne komme ind på min plads ved vinduet.

Det virkede som om, hun kunne lugte Gammel Dansken, for hun snusede lidt og så medlidende på mig. Togkontrolløren bevægede sig hen imod os og sagde ”ja, tak” til de mange, der lydigt viste deres billetter frem. ”Gad vide, hvor mange gange sådan en kontrollør skal sige tak i løbet af en dag”, tænkte jeg. ”Mon også han siger ”ja tak” til konen, når hun siger godnat?”

Jeg rodede i mine lommer efter min billet. Der lå en masse papirer og cigaretpakker, så det var ikke nemt. På et tidspunkt troede jeg, at jeg havde fundet den, for den var lidt stivere end de andre papirer. Men det var billetten til Bob Dylan koncerten i Odense, som jeg var på vej til. Langt om længe fandt jeg togbilletten frem og viste den til den venlige mand, som kiggede interesseret på den og sagde ”ja, tak”. Inden jeg lagde den tilbage i lommen, lagde jeg mærke til, at der stod ”ikke-ryger” på billetten og undrede mig lidt. Der var da ingen, der havde spurgt, om jeg ville have en ikke-ryger plads. Men det havde sikkert sin naturlige forklaring. Der var nok ingen rygerpladser. Men hvorfor så overhovedet skrive ”ikke-ryger” på billetten, tænkte jeg.

Så snart jeg kom ud af toget på Odense Banegård tændte jeg en cigaret i den tro, at man gerne måtte ryge, når man var ude af toget. Men en ung pige med orange sommerkjole og lyst hår passerede mig på slanke ben og pegede på et ikkerygerskilt. Hun var ikke vred eller noget, hun følte måske oven i købet, at hun gjorde mig en tjeneste. Der var noget uvirkeligt, nærmest alfeagtigt over hende. Hun mindede om en, jeg engang var indlagt på den lukkede sammen med, og som jeg havde været rigtig gode venner med. Jeg nikkede og sagde:

- Nå for Søren!

Men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre ved smøgen. Så jeg nøjedes med at krumme min højre hånd en smule, så cigaretten var godt skjult. Jeg satte farten op og styrede målrettet mod udgangen, så man ikke kunne se, at der steg røg op fra min hånd, og at jeg gik og dryppede aske på de fine gulvfliser. Da jeg langt om længe kom helt ud af banegården, var der ikke mere tilbage af cigaretten, kun gløder, der brændte min håndflade. Jeg smed skoddet på fortovet og skyndte mig at trykke det fladt med en af mine spidse, sorte sko, som jeg omhyggeligt havde udvalgt til koncerten. Derefter tændte jeg straks en ny og hev røgen langt ned i lungerne, og jeg så, at jeg ikke var den eneste, der stod og tændte en cigaret uden for banegården. 

Jeg ledte efter bussen, der kørte ud til Arenaen, hvor koncerten skulle foregå, og da jeg endelig fandt den, så jeg, at alfen med de lange ben stod og ventede på bussen.

- Nå, du skal måske også ud og se Bob, spurgte jeg hende.

De andre, der ventede ved bussen så underligt på mig som om, jeg var skør eller noget. Nå, dem om det.

- Ja, det skal jeg, hviskede hun og undskyldte, at hun havde opført sig som en mopset lærerinde inde i banegårdshallen.

- Det er helt i orden, svarede jeg og skjulte min forbrændte håndflade.

- Du gjorde det på en sød måde. Det er ikke alle, der er så tolerante over for os spedalske.

Vi fik os en lille snak om den forstående koncert, og det viste sig, at hun – ligesom jeg – havde set Bob mindst 7-8 gange. Pudsigt sammentræf.

- Det skal blive spændende at se, hvor meget han har ændret på programmet siden sidste år i Forum, sagde hun.

Normalt er jeg ikke en, der benytter mig af den slags lejligheder. Jeg plejer altid at vente til det er for sent. Måske var det min opstemthed over den forestående Bob koncert, der gav udslaget. Under alle omstændigheder tog jeg mig sammen og spurgte, om hun havde lyst til en kop kaffe, inden vi tog bussen ud til arenaen. Vi var i vanvittigt god tid, for ville begge helt op til scenen, så vi kunne se vores helts ansigtsudtryk og mærke vibrationerne fra det forrygende band, han vanen tro havde samlet omkring sig.

- Jo, det kan vi godt, svarede hun – til min store forundring.

Mens jeg ledte efter en café, tændte jeg endnu en cigaret og forklarede, at jeg altså trængte vanvittigt til en efter den lange togtur på halvanden time. Hun smilede bare alfeagtigt og præsenterede sig.

- Jeg hedder for resten Julie, sagde hun.

- Martin, svarede jeg.

Lige da jeg sagde det, var det, som om hun forsvandt for øjnene af mig. Jeg tog brillerne af og gned øjnene, og så var hun tilbage igen – smilende og gennemsigtig. Jeg fandt hurtigt en café, der så hyggelig ud. Der var små borde sat op udenfor, og der trængte afdæmpet jazzmusik ud på gaden.

- Skal vi ikke sætte os udenfor, foreslog jeg og tænkte, at jeg dermed fik lejlighed til at ryge, mens vi snakkede.

Da vi havde fået vores kaffe og jeg var i gang med at tænde min tredje cigaret, kiggede hun bekymret på mig og spurgte med en stemme, der virkede underligt fremmed. Den mindede på en måde om min mors:

- Sig mig engang, er du blevet kæderyger, lille Martin? Er du ikke klar over, hvor farligt det er?

- Jo, det er svært at undgå, svarede jeg og viste hende med en gul pegefingernegl mærkaten på cigaretpakken. Der stod med store, sorte bogstaver ”Rygning er yderst farligt for dig og dine omgivelser”.

- Jeg er godt klar over, at det er farligt og dyrt og alt muligt, og at der i det hele taget ikke er mange argumenter for at ryge, men når jeg går forbi et plejehjem og ser de gamle sidde og rokke i deres kørestole, tænker jeg, er det bedre? Det er muligt, at de er blevet gamle, fordi de ikke har røget. Men hvor meget har de fået ud af det. Så hellere skære et par år af livet.

Der lød klapsalver fra bordet ved siden af, hvor der sad et par gutter og pulsede løs. Jeg havde åbenbart talt så højt, at de havde hørt, hvad jeg sagde. De spurgte, om jeg ikke ville over at sidde hos dem, men jeg kunne jo ikke sådan forlade Julie, blot fordi de havde bifaldet mit forsvar for rygning.

- Nej tak, jeg bliver her hos Julie, svarede jeg, hvilket fik dem til at se underligt på mig.

Der kom et par kondiløbere stæsende forbi cafebordene. De havde fuld fart på og vandflasker hængende i deres bælter. De stønnede af udmattelse, men bed tænderne sammen og fortsatte derudad.

- Se nu dem der. Det kan også gøre mig ophidset at se på sådan nogle narcissister. Al den kropsdyrkelse. Hvorfor bruger de så megen tid på at løbe? For at blive slanke? For at sikre sig udødelighed? Ved de ikke, at de også en dag bliver til aske? Som Bob siger:”Sooner or later, you too shall burn”

Julie så medlidende på mig og hviskede:

- Jeg kender alle de der syge argumenter, lev stærkt og dø ung og så videre. Men nu skal du ikke snakke uden om. Vi talte om det med at ryge. Jeg synes altså, du SKAL holde op med det. Sådan en flot fyr som dig skal da leve længst muligt, sagde hun.

”Flot fyr”, tænkte jeg og blev gloende i kinderne. Jeg begyndte at studere hende lidt nærmere og opdagede, hvor smuk, hun egentlig var. Det var helt fantastisk, at hun gad sidde sammen med sådan en som mig. Hun var det, min mor ville have kaldt en fiks lille sag. Hun havde små fregner i ansigtet, grønne øjne og et umanerligt lyst hår, der alligevel så ud til at være ægte. Som regel kan man se, når håret er farvet.

Da jeg lukkede øjnene et kort stykke tid, dukkede billederne straks op på indersiden af øjenlågene - min mor i badekarret, Frk. Bondesens krogede fingre og de to strandede hvaler på en smal sofa. ”Forsvind, for satan”, brølede jeg. Heldigvis var Julie gået – måske på toilettet – for jeg ville ikke have, at hun skulle se og høre mig optræde så tosset.

Da Julie kom tilbage, sagde hun:

- Nå du, skal vi se at komme ud til koncerten. Husk på, at vi skal helt op til scenen, så vi kan se den gamle tæt på, sagde hun.

Der var allerede lange køer foran arenaen, da vi nåede frem, men da vi endelig kom indenfor var der alligevel mulighed for at komme ret tæt på scenen. Efter at have stået over en time ret op og ned og ventet på Bob, kom han endelig på scenen og fyrede den af. Det var en fremragende koncert, hvor han blandede nye numre med nyfortolkninger af gamle velkendte som ”Tears of Rage”, ”All Along The Watchtower” og ”Like a Rolling Stone”, som var afslutningsnummeret. Hun var også begejstret, kunne jeg se. Hun stod med hænderne oppe og gyngende frem og tilbage i takt til musikken, selv om der ikke var megen plads at bevæge sig på. Jeg begyndte at efterligne hendes bevægelser og nærmede mig hende så meget, at vi kunne smile ind i hinandens øjne og fornemme hinandens deodorant. På et tidspunkt tog jeg fat i hendes hænder, som hang og dinglede over hovederne på dem, der stod omkring os. Det viste sig bare, at det var en anden kvindes hænder, jeg havde taget fat i.

- Slip mig dog, din ulækre stodder, sagde hun. 

Efter koncerten fandt jeg Julie igen, og vi talte vi om, hvor fedt det var, at Bob hele tiden laver nye fortolkninger af sine gamle numre og satser så meget på de nye.

- Det er ikke som Rolling Stones og Paul McCartney. Deres musik lyder fuldstændig, som den gjorde i 60´erne og 70´erne. Det er som at sætte en gammel plade på, sagde hun og satte sit lyse hår, der var blevet svedigt op i en hestehale, hvilket blot fik hende til at se endnu bedre ud.

- Han har selvfølgelig ikke megen stemme tilbage, tilføjede hun.

- Men det er fedt bare at være i samme rum som den bedste sangskriver i universet - endda så tæt på. Det var fantastisk! forsatte hun.

Vi fulgtes ad hele vejen hjem til København. I toget måtte vi sidde på trapperne, hvilket medførte, at vi måtte rejse os hver gang toget stoppede og der skulle folk ind eller ud. Men det ænsede vi ikke. Da vi stod på Hovedbanen, gav vi hinanden en langvarig krammer, og jeg fik hendes telefonnummer. Så snart hun var væk, tændte jeg en smøg og gik hen for at finde ”mit” S-tog. Jeg var opstemt og glemte at stemple min billet. Heldigvis kom der ikke nogen kontrollør og sagde ”ja, tak” – eller rettere ”hør, hov”.

Næste dag fandt jeg en pakke Nicorette frem, som havde ligget gemt væk i kælderen i mere end et år. Jeg pakkede æsken op og så, at den bestod af et plasticrør og nogle ampuller med nikotin som passede til røret. Meningen var, at man skulle suge på røret hver gang, trangen meldte sig. Det gjorde den ofte i de næste par dage, men jeg holdt heltemodigt ud. Hendes bemærkning om, at en flot fyr som mig skulle leve længst muligt holdt mig oppe. Da jeg havde været røgfri i 14 dage, ringede jeg til hende:

- Hej, det er mig. Storrygeren fra Bob koncerten, sagde jeg og tilføjede af høflig sædvane:

- Forstyrrer jeg?

- Nej, ikke spor. Hvordan går det, spurgte hun.

- Det går super. Du tror, det er løgn, men jeg er faktisk blevet røgfri. Og jeg tænkte på, om du har lyst til at løbe en tur med mig en af dagene. Motion skulle være så godt, og jeg satser på at blive gammel, så jeg engang kan komme på samme plejehjem som dig. Så skal vi sidde der og rulle i vores kørestole til gamle Bob Dylan numre. Hvad siger du?

Den var hun med på – altså løbeturen.  Jeg kunne høre, at hun ikke helt havde glemt koncerten og var i det filosofiske hjørne. Hun citerede et par af hendes yndlingslinier fra ”Modern Times”:

”We live we die, we don´ t know why, but I’ll be with you when the Deal goes down”.

Det lød lovende, men jeg kunne ikke lade være med at komme med et par andre linjer, der ligesom skulle påpege, at det med alderdomshjemmet mest var ment som en spøg, og at det stadig lå langt ude i fremtiden:

- You think I’m over the Hill, you think I past my Prime”. Men det er jeg ikke endnu. Jeg tør vædde på, at jeg kan løbe hurtigere end dig – især nu da jeg er blevet ikkeryger.

- Lad os nu se. Jeg har løbet i fire år. Skal vi tage turen omkring søerne? Kan du klare den? Hvad siger du til i eftermiddag ved fire-tiden? Vi kan mødes ved Søpavillionen.

Jeg sendte Bob Dylan en venlig tanke, for det var trods alt ham, der havde ført os sammen og gjort mig røgfri. Jeg ville ønske, jeg kunne give ham et varmt håndtryk, men det er ligesom ikke helt hans stil. Det ville være det samme som at omfavne et træ. Jeg købte i stedet et par dyre løbesko og stod parat præcis klokken fire ved Søpavillionen. Jeg havde ikke engang lyst til en smøg, men havde dog taget en ampul og et par stesoer med, just in case.

Hvor ville jeg dog have ønsket, at Julie var kommet som planlagt, og at hun faktisk havde eksisteret i virkeligheden. Jeg fandt mobilen frem fra lommen og ringede til min psykiater, som i øvrigt også er Bob Dylan fan, og satte ham ind i situationen. Han svarede venligt men bestemt:

- Kom ind på afdelingen med det samme, Martin. Kan du selv klare det? Tag en taxa.