Den røde engel


Den røde engel

Vi var på vej hen til det gule hospital, da det begyndte at sne. Min far tændte for vinduesviskeren, så forruden blev ren. Udenfor var det iskoldt og blæsende. Det var juleaften, og vi skulle besøge min mor. Hun var blevet indlagt dagen før. Jeg vidste ikke rigtigt hvorfor, men det var vist ret alvorligt. I bakspejlet kunne jeg se, at min far var hvid i ansigtet. Han havde flere rynker under det krøllede, grå hår end normalt. Jeg kunne ikke lide at se ham sådan.

Det var svært at finde et sted, hvor vi kunne holde. Der var biler overalt. Endelig lykkedes det at finde et sted, hvor vi kunne stille bilen. Der var lige plads mellem to andre biler. Men netop da min far skulle til at parkere, kom der en anden bil svingende ind på pladsen. Min far dyttede og råbte ud af vinduet:

- Hvad laver du mand. Det var min plads.

Han var helt ophidset. Det kunne jeg se på hans hals, for den bliver rød, når han er ophidset. Det bliver han for resten meget sjældent. Normalt er han det fredeligste menneske på jorden.

- Bare rolig far. Det skal nok gå alt sammen, sagde jeg.

Han drejede sig om og tog mine hænder i sine. Han var lige ved at komme til at græde, kunne jeg se.

- Kære lille Martinsen, sagde han

- Hvad skulle vi gøre uden dig?

Han kalder mig altid Martinsen, når han vil vise, hvor glad han er for mig. Normalt hedder jeg bare Martin.

- Hvor er det sødt af dig at trøste mig. Men det burde jo være mig, der trøstede dig. Det er jo mig, der er den voksne.

Jeg smilede bare og klappede hans store hænder et par gange.

Da vi endelig fandt en plads, gik vi ud i den isnende kulde og trak hætterne på vores frakker op, så vi ikke kom til at fryse i nakken. Vi gik hånd i hånd hen mod hospitalet. I min anden hånd bar jeg en æske med konfekt og småkager til min mor. Der var brune kager, pebernødder og små stykker marcipan og nougat, som min mor og jeg havde lavet et par dage, inden hun blev syg.

Endelig nåede vi hen til indgangen. Det var dejligt at komme indenfor, men vi frøs stadigvæk lidt. Vi så, at der stod en og fejede gulvet, og der stod senge med patienter langs væggene. En af dem råbte på hjælp. Men sygeplejerskerne tog det meget roligt, så der var vist ikke så meget i vejen med ham.

Pludselig fik vi øje på en lille pige med langt lyst hår, der kom ned ad gangen imod os. Hun havde en rød kjole og en nissehue på. Hun lignede en balletdanserinde, sådan som hun gik helt oppe på spidsen af tæerne. Ja, faktisk så det ud, som om hun svævede. Hun smilede til os og sagde:

- God aften. Og glædelig jul.

Hun havde de smukkeste, hvide tænder, og hun så rigtig sød ud. Jeg blev varm indeni og følte mig lige pludselig rolig. Jeg tror, min far havde det ligesådan. Hans ansigt var ikke længere hvidt. Der var begyndt at komme farve i kinderne.  Den røde pige forsvandt ind i et stort værelse, hvorfra der kom en dejlig duft af flæskesteg. Der stod ”Fællesstue” på døren. Jeg tog et par dybe indåndinger. For er der noget, jeg godt kan lide, er det flæskesteg med rødkål. Det skulle vi også have haft derhjemme, hvis min mor ikke var blevet syg.

En venlig sygeplejerske viste os hen til den stue, hvor min mor lå – i en seng, der var så stor, at hun kom til at se helt lille ud. Hendes hoved lå på en enorm, hvid pude. Hun havde en plastic ledning oppe i næsen, og der stod nogle apparater og sagde ”beep, beep”. Hun sov tungt, så vi tog frakkerne af og satte os på et par stole, som en sygeplejerske fandt frem til os. Kort efter kom lægen ind på stuen. Han havde et venligt ansigt bag de tykke briller, og han havde sort hår og overskæg. Han gav os hånden og sagde:

- Ja, hun har fået noget beroligende, så hun bedre kan sove. Det er det, hun har mest brug for lige nu.

Sygeplejersken så på mig og sagde:

- Sikke en måde at holde jul på. Men vi har faktisk dækket op med julemad – flæskesteg og risalamande. Hvis du følger efter mig, så skal jeg vise dig vejen.

Jeg så op på min far, som havde rejst sig fra stolen.

- Ja, gå du bare med, Martinsen. Der er jo ikke nogen grund til at blive her, når mor bare sover, sagde han.

Jeg stillede æsken med marcipan og småkager på bordet ved siden af min mors seng og fulgte efter sygeplejersken. Da hun åbnede døren til Fællesstuen, opdagede jeg, at der stod et stort juletræ derinde. Det var flot pyntet, selv om julestjernen sad en smule skævt. Jeg havde selv pyntet vores juletræ, der stod i den store stue derhjemme, men jeg må indrømme, at det her var endnu flottere. Der var masser af store, røde kugler og hvide engle. Henne ved det lange bord sad den røde balletdanserinde og smilede til mig.

- Hej med dig, sagde hun.

- Det var godt, du kom. Det er godt at have en at tale med. Jeg hedder Maria, sagde hun, og rakte mig sin lille, hvide hånd.

- Hej, jeg hedder Martin, sagde jeg og trykkede hendes hånd et par gange. Den var varm.

Den søde sygeplejerske kom over til os med flæskesteg, brune kartofler, rødkål og sovs, og vi gav os til at spise. Det smagte virkelig godt. Vi fik saftevand til. Det får man altid på hospitaler, har jeg lagt mærke til. Kaffe og saftevand står altid fremme.

Imellem mundfuldene talte jeg med Maria. Hun fortalte, at hendes far var meget alvorligt syg og lå på stuen ved siden af min mors.

- Det er noget med lungerne. Lægen ved ikke rigtig, hvad han skal gøre, kan jeg mærke. Jeg beder sådan til, at han må overleve, sagde hun.

Hun fortalte, at hendes mor og far var blevet skilt for nogle år siden. Det var derfor, at hun var på besøg på hospitalet helt alene. Jeg fortalte hende om min mor, og pludselig kom min far ind i fællesstuen og gik hen til bordet.

- Nå, hvem vinder så mandelgaven, spurgte han og smilede til den søde sygeplejerske, som var ved at bære de beskidte tallerkener væk.

- Ja, det er ikke godt at vide, men sæt dig ned, så får du også en portion risalamande med kirsebærsovs, sagde hun og puttede en hel mandel ned i skålen.

- Du skal da også selv være med. Så er vi fire. Det gør det mere spændende, sagde min far til hende.

Den var hun med på. Vi gav os til at spise og inden længe mærkede jeg, at jeg havde fået mandelen. Men jeg lod som ingenting. Jeg beholdt den i den ene side af munden og spiste bare videre. Først da vi alle fire var færdige med at spise, tog jeg mandelen ud og viste den til de andre. De lod, som om de blev meget skuffede. Sygeplejersken gik hen til et af køkkenskabene og hentede en fin pakke med røde sløjfer.

- Det er Maria, der har haft den med, sagde hun.

Pakken var flad og aflang, så det kunne ikke være en marcipangris, tænkte jeg, mens jeg pakkede op. Det var det heller ikke. Det var en bibel med guldbogstaver på forsiden. Der var lagt et lille hæfte med julesamler ind på det sted, der handler om Jesus fødsel. Jeg sagde tusind tak til Maria, som foreslog, at vi skulle danse omkring træet.

- Så kan du synge for, Martin. Du har jo lige fået salmerne.

Vi kunne lige præcis nå rundt om træet, og jeg begyndte at synge ”Dejlig er jorden” og derefter ”Glade jul”. De andre sang med så godt, de nu kunne. Det var rigtig hyggeligt at danse om træet. Det gør vi aldrig derhjemme. Vi plejer altid at pakke gaver op, når vi er færdige med at spise. Men det skal der laves om på, tænkte jeg. Det gør det hele mere hyggeligt, hvis man først synger og danser.

Da vi var færdige, satte vi os hen i nogle lædermøbler, og jeg hentede lidt guf fra æsken inde hos min mor. Der var stadig masser til hende. Sygeplejersken lavede kaffe og skænkede mere saftevand op til Maria og mig. Vi gav os til at spise pebernødder og marcipanstykker med nougat.

Pludselig sagde Maria:

- Har I lyst til at bede til Jesus sammen med mig?

Min far og jeg så kort på hinanden, for det var vi ikke vant til. Vi plejer ikke at tænke på Jesus i julen, selv om det jo faktiske er hans fødselsdag, vi fejrer. Vi nikkede, og jeg sagde, at vi gerne ville være med. Sygeplejersken ville også. Maria foreslog, at vi tog hinanden i hånden, mens vi bad. Heldigvis sad jeg ved siden af hende, så jeg fik hendes varme hånd i min, mens hun begyndte at  bede for os alle sammen.

- Kære Jesus. Vi er her for at fejre din fødselsdag. Vi er glade for at vide, at du passer på os. Vil du passe ekstra godt på Martins mor og min far i dag, hvor de er meget syge og trænger til din hjælp?

Hun så alvorlig ud på en rigtig sød måde. Jeg fik lyst til at kysse hende på de hvide kinder. Og jeg tænkte, at det ville være dejligt at holde hendes hånd resten af livet.

- Og så skal vi have noget nougat, sagde hun med et smil.

Mens vi sad og guffede i os og fik mere saftevand, gik døren pludselig op. En sygeplejerske skubbede en seng ind i stuen, og vi opdagede, at det var min mor, der lå i den. Hun var vågen og smilede til os:

- Nå det er her, I holder til, sagde hun med en lille stemme.

Min far og jeg rejste os hurtigt og gik hen til sengen og gav hende et par store knus. Min far kyssede hende på panden og så utrolig glad ud. Min mor lod fingrene glide gennem hans grå og krøllede hår og sagde, at hun pludselig havde fået lyst til en portion risalamande.

- Det går ikke, at I spiser det hele, sagde hun.

Sygeplejersken gik hen til køkkenbordet og skænkede en ordentlig portion op og hældte kirsebærsovs ud over den. Og min mor kom op at sidde i sengen, så hun bedre kunne komme til at spise. Hun spiste hurtigere end nogensinde, så sulten var hun blevet. Hun havde jo heller ikke spist noget et par dage. Hun så helt rask ud, og da lægen kom ind i køkkenet sagde han:

- Ja, det er jo nærmest et lille mirakel, der er sket. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det pludselig går så godt, men det er dejligt.

Maria kom hen til os og hilste på min mor. Hun nærmest svævede et par centimeter over gulvet og så helt lysende ud. Der bredte sig en dejlig varme omkring hende. Hun sagde, at hun lige ville gå ind og se til sin far.

- Hvor er hun dog sød, sagde min mor.

- Ja, hun er en lille engel, sagde sygeplejersken.