Farfars have


Farfars have

Min farfar gik i haven og vandede roser. Der var mange, for han elskede roser. Der var røde, gule og hvide, og nogle af dem duftede dejligt sødt som saftevand. Han havde en lyseblå skjorte og lyse bukser på. På fødderne havde han et par hvide tennissko, og i munden havde han en cigar. Han gik og nynnede for sig selv. Bag ved ham lå det store, hvide hus med de mange små vinduer. Solen spejlede sig i dem. Det lignede små lys.

Da han var færdig med at vande roser, kom han ned i haven til os andre. Nu var det tid til at lege. Mine fætre og kusiner og jeg var glade for, at han ville lege med os, for det var altid sjovt, når han var med. Vi var på sommerferie hos ham, og var ude i haven hver dag – undtagen hvis det regnede. Men det gjorde det næsten ikke den sommer.

- Nå, hvad har I lyst til at lege, spurgte han.

Han tog sin stok og svingede den et par gange i luften og tørrede sved af panden. Hans hvide hår var helt vådt.

- Skal vi ikke kaste med pil? foreslog Peter, som er min ældste fætter.

Han er helt sorthåret og har brune øjne. Han havde sin kæreste med på sommerferien hos farfar. Hun var meget sød at snakke med.

Farfar hentede pilene frem fra haveskuret og hængte en stor skive op i det gamle, krogede æbletræ.

Han havde også taget et ringspil med – og en fodbold. Han syntes, at vi skulle spille flere spil.

- Nu prøver vi ført at kaste med pilene, og vi tæller point sammen. Så skriver jeg det ned på et stykke papir. Bagefter kaster vi med ringene og dem, der rammer flest gange, får flest point. Til sidst sparker vi til måls med fodbolden. Vi kan jo sige, at man skal ramme æbletræet. Vi får tre skud hver, og man får et point for hver gang, man rammer. Når vi er færdige, tæller jeg alle pointene sammen, og så skal vi se, hvem der har vundet. Er I med på den?

Farfar så rigtig glad ud, for han syntes, det var sjovt med den slags konkurrencer. Han var ligeså vild med at vinde som os børn. Det var det, der gjorde det sjovt at lege med ham. Der var ikke noget snyd. Han lod ikke som om, han ikke kunne ramme træet bare for at hjælpe os. Næ, han gjorde alt, hvad han kunne for at vinde.

Jeg var den første, der skulle kaste pile. Det var fire, og jeg ramte skiven med de tre. Den sidste ramte træet i stedet for. Farfar sagde ”bravo Mikkel” og gik hen for at tælle pointene op. Der var 21. Derefter kom mine fætre og kusiner. De ramte også skiven meget godt, selv om der var nogle pile der røg ved siden af skiven. Nogle af dem ramte træet og faldt ned på græsplænen, hvor der lå totter af græs, fordi farfar havde slået græsset dagen inden. Det duftede dejligt, det græs. Sådan lidt sødt i det. Farfar samlede pilene op og børstede græs af dem og gav dem til den næste i rækken.

Peter fik 35 point og det var flere end nogen af os andre fik. Men han var jo også den største. Til allersidst kom farfar, som sigtede meget længe, inden han kastede pilene mod skiven. Alle hans pile ramte skiven. Først fik han ni point, og med den anden pil fik han otte point. Det var 17. Så var det spændende, hvad han ville få med de to sidste pile. Han fik otte og 10. Så det var lige det samme som Peter. Der var altså to vindere.

Derefter kastede vi med ringe, og da vandt jeg. Jeg fik flest ringe til at lægge sig ned over plasticpindene. Og jeg var meget stolt.

Til sidst gik vi i gang med at sparke fodbolden hen mod æbletræet. Der var mange, der ramte forbi, så vi måtte løbe hen bag træet og samle bolden op. Vi var alle overraskede over, at det var min kusine, Eva, der fik flest point. Hun ramte træet tre gange i træk, og det var der ingen os andre, der gjorde. Heller ikke farfar. Han ramte kun to gange.

Farfar tog sit papir med pointene frem og sagde, at Peter havde vundet konkurrencerne. Derefter gik han ind i huset og hentede en præmie, en Magnum Mandel is. Heldigvis fik vi andre også en. Det er min yndlingsis, som jeg altid spiser på samme måde. Først brækker jeg chokoladen af med tænderne og derefter slikker jeg på flødeisen. Det er den rigtige måde at spise Magnum Mandel på.

Da vi havde spist isene, kom farmor ud til os. Hun havde en bakke med saftevand og glas, som hun stillede frem på terrassen.

- I må da være tørstige oven på alle de konkurrencer, sagde hun.

Hun kom altid med vand, sodavand og saftevand til os, for hun havde læst i avisen, at man skulle sørge for at få rigeligt at drikke. Især hvis man rørte sig meget.

Farfar samlede pilene og ringene op og bar dem ned i skuret, og så gik han tilbage til sine roser, som skulle beskæres med en havesaks. Han tog handsker på, så han ikke kom til at stikke sig på rosernes torne.

Næste dag legede vi også i haven. Farfar havde lagt nogle poster ud til os. Ved den sidste post var der en præmie til os, sagde han. Vi gik i gang med det samme, men nogle af posterne var svære. De fleste af dem var små tegninger af, hvor den næste post lå, men andre bestod af små opgaver, der skulle løses, inden vi måtte gå videre. Farfar gik med os og tjekkede om vi løste opgaverne rigtigt.

Der var poster rundt om i haven og inde i huset. En af posterne lå nede i farmors sorte klaver og en anden sad fast under en af vinduesviskerne på farfars bil. Der var i alt 10 poster. Den sidste lå inde i haveskuret. Her lå også præmien, som var en bil, farfar havde lavet, før vi kom på besøg. Han havde taget nogle hjul fra en gammel barnevogn og sat dem fast på en træplade. Og så havde han lavet et rat, så vi kunne køre om hjørner.

Vi blev helt vilde med bilen og skiftedes til at køre og skubbe. Vi susede op ad flisegangene langs med huset og legede, at vi var verdensberømte racerkørere.

Det var skønt at være i farfars have, for der foregik hele tiden et eller andet sjovt. Så vi var kede af det, da sommerferien var forbi. Vi ville ønske, at vi kunne blive lidt længere. Men vi skulle jo tilbage, inden skolen begyndte.

Kort tid efter sommerferien døde min farfar. Han var blevet indlagt på hospitalet, og vi skulle ind at besøge ham. Men da vi mødtes med mine onkler og tanter, fætre og kusiner i forhallen til hospitalet fik vi at vide, at han var død. Vi blev spurgt, om vi ville op og se ham en sidste gang. Det ville vi alle sammen. Jeg var enormt nervøs, for jeg havde aldrig set et dødt menneske før. Jeg tænkte, at det sikkert ville være uhyggeligt – som noget fra en film.

Farfar lå i hospitalssengen og hans hoved var helt hvidt. Det var, som om det var blevet mindre end da han levede. Han havde lukkede øjne, og det så faktisk ud, som om han sov. Vi stod helt stille uden at sige noget. Farmor og nogle af tanterne tørrede øjnene i lommetørklæder. Vi var alle meget kede af, at han var død.

En uge efter blev farfar begravet. Og bagefter samledes vi i en lille træhytte i skoven, hvor vi fik dejlige madder med fiskefilet og frikadelle. Der var masser af øl og sodavand.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi aldrig skal se ham mere. Jeg bliver ved med at se ham ligge der i sengen – helt hvid i hovedet, sagde Peter til mig.

- Det gør jeg også. Jeg har endda haft mareridt om det, svarede jeg.

Peters far stod lige i nærheden af os, og han havde hørt, hvad vi sagde.

- Vi er alle ulykkelige over, der er sket, sagde han.

- Men tænk på, at det nok var det bedste, at han fik fred, når han nu var så syg.

- Jamen jeg bliver ved med at se det uhyggelige billede fra hospitalet for mig, sagde Peter

Hans far lagde sin hånd på Peters ene skulder og klappede ham på den et par gange. Han så meget alvorlig ud.

- Ved I, hvad jeg tror? sagde han så.

- Jeg tror, vi skal skifte det uhyggelige billede ud med et, hvor han var glad. Så kan vi huske ham, som han var, da han var rask og frisk.

Det var ikke svært at finde et godt billede frem, som man kunne se for sig – på indersiden af øjenlågene. Der var så mange at vælge imellem.

Jeg valgte et, hvor farfar stod på græsplænen og svingede med sin stok.