14 personer fortæller om, hvordan det er at leve med en bipolar lidelse



Bogen, som udkom på Forlaget Siesta i september 2013 og blev trykt i andet oplag i 2015, sætter fokus på, hvordan det er at have en bipolar lidelse (også kaldet maniodepressivitet). Bogen er baseret på interviews med 15 bipolare og pårørende, der åbent og hudløst fortæller, hvordan det er at leve med sygdommen – en sygdom, som 40.000 danskere lider af.

Den er udsolgt som almindelig bog, men du kan købe "Mani og Depression" som e-bog og lydbog hos saxo.com for henholdsvis 69,95 kr. og 99,95 kr.

Målgruppen er andre bipolare, pårørende, plejepersonalet på de psykiatriske afdelinger, studerende på sundhedsuddannelserne og personer med interesse for psykologi.

Bogen er blevet vel modtaget.

Formanden for DepressionsForeningen, Bodil Kornbek, siger:

”Det er et særdeles prisværdigt initiativ, Kim Engelbrechtsen har taget med bogen ”MANI OG DEPRESSION”. Der er brug for bøger, der åbner for den hverdag og det liv, som leves af depressionsramte og personer med bipolar lidelse. Efter endt læsning af bogen kan man ikke andet end at have fået forstærket og nuanceret sin forståelse og interesse for de mennesker, som er blevet interviewet, såvel som af hvordan depression og mani påvirker og håndteres så forskelligt. Man står tilbage med følelsen af, at det nytter at satse på livet - lidelserne til trods.”

Også professor Merete Nordentoft, Bispebjerg Hospital, er glad for det nye initiativ:

”Jeg giver denne nye bog og dens unikke materiale min varmeste anbefaling. Der har længe manglet en sådan bog, som især er rettet mod andre bipolare, deres pårørende, plejepersonalet, psykiaterne og lægerne på hospitalerne. Den vil efter min vurdering endvidere kunne bruges ved uddannelserne på sundhedsområdet”.

Filminstruktøren Nils Malmros siger:

"En fin og værdig bog bog. Kim Engelbrechtsen forstår at give ordet til mennesker, der er besværet af et omskifteligt sind, så vi forstår dem og deres liv som værdifulde medborgere".

Landsforeningen SIND skriver i en boganmeldelse:

"En journalistisk perle - en bog man får forstand af at læse".

Nina Rosenstand, Facebook-gruppem Bipolar Affektiv Sindslidelse:

Jeg lyttede til "Mani og Depression" i går, fra start til slut i én mundfuld. Den er virkelig god! Det er altid en befrielse, på den der lidt sørgelige måde, at opleve, at andre går og tumler med mange af de samme ting, som jeg selv gør. Hver fortælling i bogen har dybde og desuden en ærlighed, som vi med en bipolar lidelse har godt af at fornemme, at vi ikke er alene om. Fortællingerne giver et rigtig godt indblik i hvordan, det kan føles at lide af sygdommen, og for mig var det særligt interessant at høre de pårørendes fortællinger, dem ville jeg gerne have haft flere af. Til slut i bogen kommer de 12 fantastiske råd, som mange af os lærer at følge som et mantra, for at få en god og stabil hverdag. De råd er vigtige at give videre! Jeg håber, at bogen giver anledning til, at endnu flere med psykiatriske diagnoser får mod på at hoppe ud i at fortælle det højt. At tale om det. At nedbryde tabu. At gøre det "normalt". Og jeg håber, at bogen kan hjælpe pårørende til nemmere at forstå, hvad der sker i hovedet på os, der veksler så markant mellem de to poler. Kim læser bogen op med en rolig stemme, og jeg fornemmede kraftigt, at det er ham selv, der har forfattet bogen. Han har en stemme, der fortæller, at han rummer en masse viden og livserfaring! Jeg har tænkt mig at høre den igen!

Helene Ziegler, Facebook-gruppen Bipolar Affektiv Sindslidelse:

"Hej Kim, jeg har nu fået læst eller rettere sagt lyttet til din bog Mani og Depression og vil bare sige dig tak for både en fin oplevelse ved at lytte henholdsvis på sofa og altan - og det var en ualmindelig god og givtig indføring i at være bipolar. I 1996 blev jeg førtidspensioneret med kronisk depression og PTSD, men her fornylig blev det til bipolar2. Efterfølgende har jeg læst og slugt en masse bøger og pjecer om denne sygdom, hvor det har sat hele mit liv i et helt andet perspektiv at få denne viden om bipolar, hvori jeg forstår mig selv og mit liv helt anderledes. Men at lytte til din bog, var som sagt også meget givende, da din stemme føltes som om, der var et slags nærvær, som sad man ved siden af en person, der fortalte om personers oplevelse mv. Tak til dig fordi, du har skrevet denne fine og givende bog, og jeg kan kun på det varmeste anbefale den til andre".

Sidst i bogen er der et ”Værd at vide” afsnit skrevet af overlæge P.h.D. Maj Vinberg, Københavns Center for psykiatri, Kompetencecenter for Affektive lidelser. Hun har endvidere lavet 12 gode råd til bipolare sammen med personale og patienter.